Cristalino Lodge er en nærmest transformativ oplevelse af et af klodens vigtigste økosystemer. Et mekka for enhver naturelsker og et skoleeksempel på, hvordan bæredygtigig turisme kan være et alternativ til skovhugst.
Oplev Amazonregnskoven langt fra alfarvej og vær med til at beskytte et af verdens vigtigste økosystemer. Cristalino Lodge er nemligt skabt på en vision om at bevare regnskoven og modvirke den stigende omlægning til landbrug og produktion af sojabønner, der har præget den brasilianske del af Amazonas de seneste årtier.
Turisme er det økonomiske fundament, der gør det muligt for Cristalino Lodge at beskytte et enormt område af Amazonas. Siden den nuværende ejers mor etablerede lodgen for næsten 30 år siden, er de gået fra at beskytte 700 hektar skov til nu at råde over 11400 hektar.
Der er langt fra den tunge skibstrafik, der dominerer Amazonfloden omkring Manaus længere mod nord, og følelsen af at være langt fra civilisationen er langt mere intens på Cristalino Lodge.
Oplev regnskoven vågne
Start dagen med at se solen stå op fra et af de to udkigstårne. Det er en nærmest magisk oplevelse af se solen brænde morgendisen væk fra trækronerne her i 50 meters højde. Livet i trætoppene begynder at røre på sig. Aberne råber og fuglene synger.
Måske I ser store ørne og papegøjer svæve henover trækronerne, der her mest af alt ligner et gigantisk, grønt tæppe, som bare fortsætte ud i horisonten.
Fortsæt dagen til fods, med båd eller i kajak. Eller slap af i en hængekøje med flodudsigt og tag en dukkert i floden.
Mangfoldigt dyreliv
Cristalinos reservat rummer over 30 km vandrestier. Her ser man masser af specielle fugle og aber - bl.a. en særlig slags brøleaber. Det er heller ikke unormalt at se slanger, fugleedderkopper og en masse andre mindre krybdyr. I og langs floden er der kaimaner, iguaner, små skildpadder og af og til oddere og tapirer.
Jaguarer, pumaer, pantere og bjørne er blandt de lidt større dyr, som man skal være mere end heldig for at spotte. Husk, det er tæt regnskov, så dyrene er ikke nemme at se som på en safari i Afrika. Men det er også noget af det magiske ved at være her.
Beliggenhed
Cristalino Lodge ligger ca en time med bil og båd fra nærmeste by og lufthavn i Alta Floresta. Rejsen til Alta Floresta går med fly via Cuiába i det nordlige Pantanal. Derfor er det oplagt at kombinere det sydlige Amazonas med Pantanal.
Bevidstheden om, hvad skoven gemmer på - og at man kan være heldig. Lydende, fugtigheden, duftene og selvfølgelig guidernes enorme viden om hele økosystemet. Følelsen af at være langt væk fra civilisationen og af at dit besøg er et lille bidrag til at skoven forbliver stående.
Hæng ud om bålet og smag på Amazonas
Når dagen går på held bliver der tændt op i bålstedet på den flydende platform ved floden. Her nyder man de sidste solstråler med hygge og sundowners. Bagefter forstætter man med en himmelsk middag i restauranten. Typisk omkring langborde og sammen med guiden.
Maden er frisk og helt overvejende lokal og økologisk. Der er både grøntsager og urter fra køkkenhaven, fisk fra floden og frugt og nødder fra regnskoven. Et super velsmagende fusions-regnskovskøkken.
Ansvarlighed
Hele fundamentet for Cristalino Lodge er at bruge turisme til at beskytte og bevare regnskoven. En del af indtægterne kanaliseres over i den fond, der er drivkraften bag opretholdelsen af det beskyttede område. Der bedrives også forskning, og man arbejder med at inddrage og undervise skolebørn fra bl.a. Alta Floresta i det vigtige i at skoven bliver stående og biodiversiteten opretholdt.
Dertil køber man overvejende ind og ansætter lokalt, mens el og varmt vand primært kommer fra solenergi. I det hele taget er der en udpræget bæredygtig tilgang til alt på Cristalino Lodge, hvilket de da også har vundet adskillige priser for, bl.a. fra National Geographic.