Nantipa, Santa Theresa
Når luksus gøres rigtigt blandt brøleaber og bølgeskvulp
Nantipa er afslappet strandluksus - på den gode måde. Det er lokalejet med holdning og hjerte. Den perfekte måde at afrunde et rejseeventyr i Costa Rica på.
Nantipa Beach Resort er smukt beliggende i surferbyen Santa Teresa på Nicoya-halvøen direkte på stillehavskystens vilde strande. Her er bare 19 smukke bungalows på den store junglegrund, perfekt til strandafslutningen. Men der bydes stadig på fine oplevelser med natur og mennesker.
Derfor er vi vilde med Nantipa:
- Stemningen er lokal og du mærker Costa Ricas vibe og energi.
- Smukt og gennemført. Brøleaber og dovendyr, stillehav og god stil.
- Mad, drinks og design. Luksus på den “rette måde” går op i en højere enhed. Uformelt - men lækkert.
The Tico Experience
Ticos er folk fra Costa Rica, og at bo på Nantipa er en reel ”Tico Experience”. Det er mere en følelse. De ansatte og lokale er dem, der skaber stemningen; det er ægte søde mennesker og ikke bare uniformer. Du kan mærke det.
Tjenerne spiller lidt fodbold med børnene mens der ventes på morgenmaden. Hunden Chumbe er alles kæledægge - den gør af krabber og andre eksotiske dyr og holder sig til, når der er BBQ-aften, hvis der nu skulle falde et kyllingeben af.
Det føles rigtigt. Stemningen og interaktionen er ærlig og gensidig. Man føler sig tilpas, og samtidig er mad og drikke på et højt og lækkert niveau.
Det er barfodsluksus med “tico feel” når det er bedst.
Brøleaber, refleksion og velvære
Typisk vil du komme til Nantipa for at slappe af på stillehavskysten efter en rejse rundt i Costa Rica. Men det betyder ikke at naturoplevelserne er slut. Da Karin besøgte Nantipa hang en større gruppe af brøleaber ud i solnedgangen, og dovendyret hænger ofte stille i trætoppene, mens de observerer dig. I Costa Rica kommer naturen til dig - og går hele vejen ned til vandkanten.
Nanitpa Beach Resort er præcist den form for luksus vi søger. Nærværende og personlig i smukke gennemførte omgivelser. Det er præcis sådan et sted, man har lyst til at være mens man fordøjer de fine indtryk Costa Rica giver.