Rancho Margot, Arenal-søen
Unik højlandsfarm med dyr, selvforsyning og smuk natur i Costa Ricas grønne nord
Der er dømt tropisk ranch-ferie ved Arenal-søen, hvor bakkerne er flaskegrønne, og Arenal-vulkanen troner sig op over det frodige landskab med sine 1657 meter over havets overflade.
For inde mellem de grønklædte bakker ligger Rancho Margot, der er lige dele selvforsynende økologisk farm og et inspirerende feriested i landlige omgivelser. Godt tre timers kørsel nord for San Jose har Juan Sostheim og hans familie skabt en moderne, selvforsynende ranch, der er en oplevelse for hele familien.
Farmen er et lukket kredsløb, der gør de fleste med økoambitioner misundelige. Fra sæben på værelset, til elektriciteten og maden; det hele produceres på stedet. Og alle dele indgår i den selvforsyningscyklus, som har fået studerende, journalister og andre med interesse for bæredygtighed til at komme forbi landstedet ved Arenal-søen.
Hytterne er ideelle til familier; rummelige, charmerende og med en vidunderlig udsigtsbalkon, der synes forenet med træer, buske og andet farverigt fra naturens hånd. Det er ferie i et anderledes, roligt tempo, hvor alle måltider er inkluderet, og der kun er ringe mulighed for at bruge penge. Det skulle lige være på nogle af de tilbud, som stedet og omgivelserne byder på.
Her er nemlig masser af aktiviteter til at udfylde dagen i højlandet med; vandreture i det frodige landskab, kajaktur på søen, hesteridning og yoga er blandt de mere konventionelle tilbud. Men på en farm med ambitioner er der også tilbud om at malke køer og studere agrokulturen nærmere.
Rancho Margot er et vidunderligt og landligt afbræk i en rejse rundt i Costa Rica, fra kyst til kyst, fra regnskov til regnskov.
Mødet med en pioneer for foden af Arenal-vulkanen
Juan Sostheim er en ildsjæl og en af de mest visionære pioneere, vi har mødt. Han er hjernen og hjertet bag Rancho Margot. Og det er svært helt at forstå hvor gennemført det hele er, før man har været der og set det med egne øjne. Det har Karin heldigvis:
"...Jeg er helt overvældet af Rancho Margot. Det er så komplekst og gennemført.
Jeg har været på mange ecolodges, men Rancho Margot er nu alligevel i en liga for sig selv. Juan har tænkt over den allermindste detalje; fra produktion af elektricitet ved vandkraft til hjemmedyrkede grøntsager og sæber. Selv møblerne er hjemmelavet i snedkerværkstedet.
Der er ansat 45 på stedet. Mange af dem bor her og har været ansat i en årrække. Det føles lidt som en stor familie, og alle er tydeligvis stolte af at være en del af Rancho Margot.
De fortæller enstemmigt, hvordan de har fået en meget større forståelse for, hvordan man kan bidrage til at passe på naturen. Og som gæst mærker man deres passion og det fælles ejerskab på de oprigtige smil og en enestående imødekommenhed."