Saladero Ecolodge, Golfo Dulce
Dedikeret ecolodge ved stranden i den søde bugt, hvor naturen regerer
Der er ingen vej og ingen telefonlinje til det lille, bæredygtige hotel i den uspolerede bugt, Golfo Dulce. Der er bare ægte natur, rustikke familiebungalows og god mad. Det er følelsen af at være med Indiana Jones på ferie - og i trygge hænder.
I Den Søde Bugt rækker regnskovens blade helt ud over stranden og det spejlende hav. Det giver vandet en turkis farve, og når solen går ned over Stillehavet reflekterer havet sin turkise farve tilbage på den tætpakkede skov. Naturen regerer i dette uspolerede hjørne af Costa Rica. Så meget desto heldigere er I, der elsker naturen i fuldt flor, for det lille hotel på kanten af havet er et skønt sted at blive opslugt af klodens smukkeste maleri.
Rustikt, naturligt og afslappet
Saladero Ecolodge er blot en håndfuld bungalows i forskellige størrelser, der alle har nem adgang til den betagende, sorte strand udenfor. Det ambitiøse værtspar, Harvey og Susan, har sat deres personlige præg på hytter og omgivelser, og det er både charmernede og smukt.
Harvey er oprindeligt tømrer og har sørget for, at der er brugt rigeligt med træ til at give hytterne en rustik og naturlig fremtoning. Susan har bragt noget hjemligt ind, så værelserne er imødekomne uden at være designsmarte. Det fungerer godt, når stemningen er og skal være afslappet og behagelig.
Utallige udflugtsmuligheder
Nok ligger Saladero langt fra turistsporet, men I kommer ikke til at savne muligheder for udfoldelse. Vandreture i skoven, fisketure, havkajak, dykning, snorkling, og ture ud på havet for at opleve delfiner og hvaler til havs. Det er den slags indtryk fra naturen og dyrenes verden, der bliver diskuteret ved middagen, der ofte indtages i fællesskab med de øvrige gæster. Og det er med til at gøre opholdet til en social oplevelse også.
Med lokalt fundament
Saladero er mere end et økohotel i junglen; det er et hjem for Harvey og Susan. Og så er Saladero et arbejdssted for lokale folk. Derfor er I gæster snarere end kunder. Og det betyder oftest, at I lærer de ansatte at kende under opholdet. I kan også være heldige at blive introduceret til kunsthåndværkere, fordi Saladero ynder at samarbejde med lokale kunstnere.
Listen af bæredygtige initiativer er lang, for når man er omringet af primær regnskov, så bliver det helt afgørende at tage hensyn.
I harmoni med naturen
Der er gjort mange anstrengelser på Saladero-farmen, som rummer både hotellet og det 150 hektar store naturreservat. Listen af bæredygtige initiativer er lang, for når man er omringet af primær regnskov, så bliver det helt afgørende at tage hensyn.
Her benyttes solfangere og små batterier til at skabe hydroelektrisk strøm. Her komposteres alt affald, og maden er økologisk. Her har værtsparret tænkt over, hvordan de kan sætte mindst muligt aftryk på den sarte natur. Og faktisk er en del af deres ambition, at gæsterne lærer noget om økosystemet, biodiversiteten og det rige dyreliv i dette frodige hjørne af Costa Rica.