El Valle Lodge, Samana-halvøen
Fællesskabsorienteret junglelodge blot 300m fra smukke Playa El Valle
Det er svært at komme længere væk fra all-inclusive turisme end på El Valle Lodge. Det er midt i junglen, men blot 5 minutters gang fra Caribiens azurblå hav og den smukke strand, Playa El Valle.
El Valle ligger gemt væk i junglen på den centrale del af Samana-halvøen. Det er hjemsted for et lille fint “community”, hvor Carolina og hendes mand har startet El Valle Lodge. 10 rustikke bungalows, der er perfekte til både par og store familier.
Derfor elsker El Valle Lodge:
- Fællesskabet med de øvrige gæster med bl.a. bål på stranden
- Frodig regnskov møder hav og strand 300 meter væk.
- Gode værdier og stort fokus på bæredygtighed.
- Småt og personligt med Carolina som fremragende vært.
- Friske, lokale råvarer gør Gitana-køkkenet til en oplevelse.
El Valle Lodge - et projekt der skal styrke natur og lokalsamfund
Da Carolina og hendes mand i 2015 fandt El Valle og skabte drømmen, kom det med en ambition om at sætte tempoet ned og at skabe et alternativt hotel. Det lykkedes fuldt ud.
El Valle Lodge er nemlig bygget med en mission. Den skal eksistere i samspil med naturen og samtidig vise lokalsamfundet og omverden, at bæredygtighed og ansvarlighed er en god forretningsmodel.
El Valle Lodge er et besøg i et unikt økosystem, som virkelig viser en anden dimension af den Dominikanske Republik.
Lars, We Travels ekspert på Den Dominikanske Republik
Det er nu blevet til den fineste lodge, som er helt sin egen - en “eco-jungle-and-sea-lodge” med fokus på natur og det nære værtsskab. Et ophold her er som at være på besøg hos gode venner.
Ægte ansvarlighed og passion
Da El Valle Lodge blev skabt var det i tæt samspil med et designteam, der er specialiseret i regenerative projekter og naturbevarelse - og som dertil er eksperter i permakultur i sensitive områder.
Landskabsarkitekturen er udført med stort hensyn til sol, vind, flod og ebbe. Selve bygningerne er i lokale materialer og indsamlet træ fra grunden.
Et meget avanceret affaldshåndteringssystem er implementeret, hvor “black & grey water” behandles med sten, sand og carbon. Der er en eco-pool på stedet, komposthåndtering og et køkken, der arbejder friskt og lokalt. Her er så godt som ingen plastic, og i bungalow'erne findes fx kun bionedbrydelige sæber og shampoo.
90% af energien kommer fra en lokal “hydro electric plant”, og der er udelukkende LED-belysning. Om natten skrues der ned for alt.
Tag del i læringen
Som gæster er I opfordret til at indgå i projekter og aktiviteter, der understøtter den lokale fundering.
Det kan være at lære om lokale, medicinske planter, kompost-workshop, gøre stranden ren og meget andet. Det er fine og sunde aktiviteter for alle aldre. De er seriøse omkring deres mission på El Valle Lodge.
Friske råvarer fra egen have
Køkkenet serverer morgenmad og aftensmad. Menuen ændres dagligt, da det er baseret på helt friske råvarer fra egen økologiske have, og hvad der er i sæson i lokalområdet.
Hvor Caribiens regnskov møder det turkise hav
De 10 rustikke bungalows ligger spredt rundt i junglen, så I både får privatliv og samhørighed. Alle bungalows har forskellige størrelser og udtryk, og er helt ideelle til børnefamilier med interesse for den ægte natur.
En flod går igennem lodgen, og I er ikke mere end 5 minutters gang fra stranden. El Valle Lodge er virkelig et helt unikt sted. Det er sjældent, at ægte jungle ender ud i smuk strand.
Jungleeventyr og Robinson Crusoe-oplevelser
Ejeren Carolina er super til at inspirere med muligheder for udflugter: Vandreture til vandfald, kakaoplantager og mere seriøs trekking er nogle af aktiviterne.
Byerne Las Galeras og Samana er heller ikke langt væk.
Bered jer på en unik og ægte Robinson Crusoe-oplevelse og et natureventyr af de sjældne.
Det minder ret meget om en safari-lodge-oplevelse. Man taler om aftenen med de andre gæster om dagens indtryk. Der er bål på stranden i solnedgangen, og man mødes til cocktails i junglebaren.
Lars, We Travels ekspert på Den Dominikanske Republik
Når I er trætte kan I selvfølgelig trække jer tilbage til jeres bungalows. Og falde i søvn til junglens lyde.