Derfor skal du bo i et privat reservat og ikke i nationalparken

Der er nationalparken Masai Mara Reserve, og så er der de omkringliggende, private reservater. Samme flora og fauna, men en verden til forskel i både oplevelsen og den påvirkning turismen har på natur, dyreliv og de lokale maasai-samfund.

The greatest show on earth

Masai Mara har i en lang årrække været en af de mest besøgte safariparker i Afrika. Det er den stadig. Med god grund - fordi den er hjemsted for den største koncentration af (store) vilde dyr i Afrika. Og fordi den er hjemsted for det, som diverse naturprogrammer har døbt “The Greatest Show on Earth”. Den store migration af gnuer og zebraer, der vandrer i et fast mønster rundt på økosystemet Serengeti/Masai Mara.

Hvert år fra juli til oktober befinder de sig i grænselandet mellem Masai Mara i Kenya og det nordlige Serengeti i Tanzania. Og her er særligt de dramatiske scener, hvor gnuerne krydser Mara-floden, mens krokodillerne ligger på lur, blevet et tilløbsstykke uden lige.

Men den enorme interesse har også sat Masai Mara under pres. Denne del er væsentlig nemmere og billigere at besøge end det nordlige Serenget, der både er større, dyrere og mere isolleret.

Det betyder, at selve nationalparken Masai Mara ikke blot har den største koncentration af vilde dyr, den har også den største koncentration af safaribiler og turister. Derfor er det ikke unormalt, at man kan være en hel bunke biler omkring den samme løve eller leopard. Og endnu flere ved en såkaldt river-crossing, når den rygtes på den fælles radio, som mange desværre kører efter. Værst er det i perioden fra juli til oktober, hvor migrationen er i Masai Mara.

Den nye model

Maasai-samfundene, der kalder denne del af Kenya for deres hjem, så op gennem 80’erne og 90’erne stiltiende til, mens den massive turisme udnyttede deres land. Og vel at bemærke uden, at de fik nogen nævneværdig økonomisk gevinst ud af det.

Da norske Svein Wilhelmson besøgte Masai Mara på en safari i 1996 mødte han den ældre maasai-leder Ole Taek. De endte med at tale til langt ud på natten omkring lejrbålet. Det var her Ole Taek fortalte Svein om sine bekymrkinger for Masai Mara og for hans stammes fremtid. For Masai Maras natur og vilde dyreliv har altid været en integreret del af maasaiernes liv. Uden naturen ingen Maasai-stamme.

Den aften omkring bålet ændrede Sveins liv. Dybt berørt af den gamle mands ord stiftede han blot 6 mdr. senere det, der i dag er kendt som Basecamp Explorer. Og blot 2 år senere åbnede han sammen med Ole Teak den første af den lille gruppes camps Basecamp Masai Mara. Formålet var at arrangere safari ud fra bæredygtige principper, hvor de lokale maasai-stammer høstede frugterne, og hvor naturbevarelse og genopretning var en del af bundlinjen.

Sådan har Basecamp Explorer været drevet lige siden. Men kvantespringet skete op gennem 0’erne, hvor Svein, lokale maasaier og andre pionerer tog initiativ til en af de mest succesrige turismemodeller i Afrika; oprettelsen af de private conservancies, der nu omkranser Masai Mara mod nord. Den dag i dag er det her, man får de suverænt bedste safarioplevelser i “The Mara”, der udgør et langt større område end selve nationalparken.

De private reservater

Historisk har landjorden været ejet af maasaierne selv, men baseret på en yderst fragmenteret fordeling. Maasaierne er oprindeligt pastoralister, dvs. semi-nomadiske kvægbønder. Det har ført til overgræsning af deres land, så jorden er blevet udpint. Og samtidig gjorde krybskytter et solidt indhug i områdets dyrebestand op gennem 80’erne og 90’erne. Dyrene var kun i sikkerhed inden for nationalparkens grænser.

Den nye model bestod i, at en lille håndfuld safarioperatører gik sammen med alle landejere i et større område og dannede et såkaldt conservancy. Safarioperatørerne lejede jorden af de mange landejere, der alle fik en månedlig leje. Og Samtidig forpligtede safarioperatørerne sig på at arbejde med bevarelse og genopretning af naturen og stå for patruljering for at modstå krybskytteri.

Svein var en af arkitekterne bag Naboisho Conservancy, hvor Basecamps to nyeste camps ligger. Modellen har været så succefuld, at koncentrationen af dyr er større i mange af de private reservater i dag end i selve nationalparken. Samtidig er andelen af turister en brøkdel, for det er kun de få camps, der ligger i det enkelte reservat, der har adgang til området.

Der bliver altså ikke drevet rovdrift på naturen. Tværtimod. Og tusindvis af maasai-familier får en fast indtægt for den leje, der bliver betalt. Og det giver i sidst ende gæsterne en langt bedre og mere personlig oplevelse - og dermed det win-win scenarie, der er grundlaget for succes.

Basecamp og andre går skridtet videre

Men for Svein og Basecamp Explorer stopper det ikke her. Udover deres fokus på miljøet med en reduce, reuse, recycle tilgang til driften af deres camps, så er samarbejdet med Maasai-samfundet stadig en drivkraft i deres arbejde.

Det betyder bl.a. at 95% af de ansatte er lokale Maasai’er, at man har den højeste andel af kvindelige guider i Kenya, at man er med til at drive skoler, og at man i øvrigt involverer lokalsamfundet i beslutningsprocessen.

Lignende aktiviteter og indsatser kan man finde hos andre camps og lodges i området. Det gælder bl.a. Cottar’s 1920 Camp, der er eneste camp i Olderekesi - et af de mest unikke conservancies øst for nationalparken og helt op til grænsen til Serengeti.

Og familieejede og familievenlige House in The Wild i det mere afsides beliggende Enonkishu Conservancy.