Batu Batu, Pulau Tengah
Et skønmaleri på en lille malaysisk paradisø, hvor bæredygtigheden er i fokus
Der er helt usædvanligt smukt på Batu Batu. Eller rettere øen Pulau Tengah er et tropisk skønmaleri, som man kun sjældent ser.
I den ene ende af øen ligger Batu Batu, som er et hotel bygget i rene, lokale naturmaterialer og med omtanke for miljøet, så øens skønhed ikke sættes over styr. Det er helt og aldeles umuligt ikke at blive lidt forelsket i Batu Batu.
Luksus der ikke glimter
Batu Batu hotellet og øen Pulau Tengah er blandt de smukkeste makkerpar, vi kender til i Sydøstasien. Og kombinationen af gudesmuk natur og store, rummelige og charmerende hytter – heraf mange med uimodståelig havudsigt – er en født vinder.
Alligevel kan Batu Batu noget ekstra. Det kan nemlig være luksuriøst uden at være fornemt eller fint. Stilen er afslappet, servicen er venlig og kompetent, og styringen på hotellet tager tydeligt afsæt i, at det skal være hyggeligt snarere end overdådigt at holde fri fra hverdagen på Batu Batu.
Lev som Robinson Crusoe
Pulau Tengah lokker med sine kridhvide sandstrande, sin tætte, irgrønne bevoksning og et gennemsigtigt hav hele vejen rundt om øen.
Oven i købet er der skabt en junglevej ind gennem øens indre, og det er ikke ualmindeligt for besøgende at gå på opdagelse efter en ny øde strand, hver af dagene under opholdet. Følelsen af at have et lille stykke paradis for sig selv er ikke langt væk på Pulau Tengah.
Den ansvarlige profil
Som eneboer på en ø fyldt med tæt skov, planter og omgivet af det klareste vand er Batu Batu Resort først og fremmest afhængig af en bæredygtig tilgang til hoteldriften.
Sugerør er droppet. Der er indsamling af plastik, som skyller op på stranden, hver lørdag. Der er skabt et skildpaddecenter, så æggene fra de forhistoriske dyr kan indsamles forsvarligt og bestanden sikres. Dykkercenteret tilhørende hotellet giver både lektioner til lokale og gæster i, hvordan vi bedst passer på koralrevene og truede dyrearter.
"Mulighederne for at snorkle, dykke og sejle i kajak er til stede store dele af året, og særligt i perioden maj-oktober er Batu Batu et top tre valg i Sydøstasien for dem, der bare må forkæle sig selv (og familien) med en udsøgt oplevelse."
Batu Batu har sågar en lokal biolog tilknyttet, som tager til nogle af landsbyerne på fastlandet for at undervise skolerne i, hvorfor det er vigtigt, at ungerne ikke indsamler skildpaddeæg fra stranden, selv om de kan få penge for dem på markedet. Og i nær fremtid får hotellet sin egen avancerede komposteringsmaskine, der kan omdanne skrald til nedbrydeligt materiale, som kan udledes i havet uden omkostninger for miljøet. Det er store investeringer for et lille hotel, men det kommer tilbage i skønmaleriet, der møder gæsterne.
Børnevenligt
Mange af Batu Batus 22 hytter rummer sengeafsnit til børnene. Flere af dem kan huse familier på 5. Her er sågar en hytte, der alene er henvendt til børnene med spil og lejlighedsvise lege. Der er biograf for børnene om aftenen, og de daglige måltider er også mere interessante end børnemenuer er flest.
Familier får vitterligt et ophold i gennemførte omgivelser, hvor accepten af børnene er velintegreret. Selv stedets dykkerskole har specialiseret sig i at tilbyde flaskedykning for børn helt ned til 8 år.
Mange plusser
Der er meget godt at sige om Batu Batu. Det er relativt tæt på fastlandet, bare 20 minutters sejltur. Det er helt usædvanligt smukt. Og øen er fredfyldt og præcis så stor, at den kan udforskes, og præcis så lille, at man kan lade større børn gå på opdagelse på egen hånd. Køkkenet er ambitiøst, og man bliver rigtig godt bespist med de tre måltider, som er obligatoriske hver dag. Menuen veksler, og der er valgmuligheder af høj standard. Mulighederne for at snorkle, dykke og sejle i kajak er til stede store dele af året, og særligt i perioden maj-oktober er Batu Batu et top tre valg i Sydøstasien for dem, der bare må forkæle sig selv (og familien) med en udsøgt oplevelse.
Men husk
Forvent ikke, at du skal kaste en masse billeder op på Facebook under dit ophold. Wifi er en mangelvare de fleste steder på øen, og i restauranten er den langsom. Forvent også, at der i vinterhalvåret kan forekomme forsinkelser og ændringer i rejseplanen på grund af vejrliget. Og forvent også, at du ikke kan købe noget særligt på øen. Myggebalsam, solcreme og andre nødvendigheder er noget, du ikke glemmer, inden du stiger på båden i Mersing på fastlandet.
Vejen dertil
Det kræver en sejltur på en lille halv time fra fastlandet, hvor byen Mersing er adgangsporten. Det tager 3-4 timer fra Kuala Lumpur eller Singapore at nå Mersing, mens det er en køretur på 6 timer fra Penang.
Vejret
Batu Batu ligger ud for Malaysias østkyst, hvor monsunen rammer om vinteren. Det betyder, at der er bedst vejr i sommerhalvåret fra april til oktober. De sidste par år har både marts og november dog også budt på godt vejr. Om vinteren, og særligt december til februar, skal man være forberedt på blæst og regn.