Fanjove Island, Songo Songo-Øhavet
Ægte økoluksus på privat ø omgivet af 11 km intakt koralrev
Fanjove er et paradis for de strand- og snorkelglade. Et barfodsparadis med blot 6 hytter i Songo Songo Øhavet ud for sydlige Tanzanias kyst. Efter vores mening tæt på det ideelle supplement til en safari - her er dyrelivet blot under havets overflade.
Blot 6 hytter
Med blot 6 hytter har Fanjove samme intimitet og atmosfære som en lille safari camp. Det er da også ejet og drevet af folkene bag Siwandu Camp i Selous og Jongomera Camp i Ruaha.
De driver naturligt nok Fanjove meget lig en safari camp med fokus på at opleve og beskytte naturen, det unikke dyreliv og det 11 km lange koralrev, der omkranser øen. Ligesom på safari er der sundowners omkring lejrbålet, og måltiderne indtager man som oftest ved langbordet sammen med de øvrige gæster.
Hvaler, delfiner, hajer og skildpadder
Snorklingen starter lige ude foran strandkanten. Her er det ikke unormalt at se bl.a. diverse revhajer og skildpadder. Øhavets mange delfiner har I måske allerede hilst på, da I kom sejlende fra airstrip’en på naboøen. Lige meget hvad, så er et par timers delfinsafari med Fanjoves dhow en magisk oplevelse.
Besøger I Fanjove mellem juli og oktober, kan I være heldige at se pukkelhvaler, når de migrerer gennem passagen mellem øen og fastlandet.