Ikuka Safari Camp, Ruaha National Park
Rustik luksus på savannen med dramatisk udsigt over vilde Ruaha National Park
Ikuka Safari Camp er rustik lækkerhed med en fuldstændig fabelagtig udsigt over savannen midt i vilde og smukke Ruaha National Park. Men Ikuka er også mere end det - det er en drøm, der er blevet til virkelighed for det sympatiske værtspar Mark og Chloe.
Derfor er vi vilde med Ikuka Safari Lodge:
- De sympatiske og dybt kompetente værter
- Den spektakulære udsigt over savanen i vilde Ruaha er til at dø for
- Lækkert på den rustikke, personlige og uprætentiøse måde
- Nogle af Ruahas bedste og mest smilende guider.
- 100% drevet af solenergi og involveret i lokalsamfundet
- Og så er Ruaha i sig selv bare en af vores favoritter i Tanzania
Født og opvokset 3 timer fra Ruaha
Mark var kun 6 mdr. gammel, da han besøgte Ruaha for første gang. Han voksede op i Mufindfi et par timers kørsel fra Ruaha som søn af britiske teplantagearbejdere. I weekenden camperede de af og til i Ruaha - altså på den lidt mere simple facon med telt og primus.
Det er ganske enkelt magisk at stå op med solen og sætte sig på balkonen med den friskbryggede kaffe, der allerede står klar. Og bare nyde udsigten og suge den friske morgenluft helt ned i lungerne, mens den pirrende uvished om, hvad morgenens forestående game drive vil byde på, spreder sig i kroppen.
Jakob, medejer af We Travel
På den måde har Mark fået både savannens flora og fauna og Ruaha ind med modermælken, og det er ikke så mærkeligt, at det også skulle gå hen og blive hans levevej.
Under et ophold i Selous mødte han Chloe, der både blev hans kone og kollega. Sammen har de bestyret nogle af de bedste camps og lodges i Tanzania, inden de fik mulighed for at bygge deres egen camp. Og hvor ellers end Ruaha?
Tidlig morgenkaffe med udsigt
Det er ganske enkelt magisk at stå op med solen og sætte sig på balkonen med den friskbryggede kaffe, der allerede står klar. Og bare nyde udsigten og suge den friske morgenluft helt ned i lungerne, mens den pirrende uvished om, hvad morgenens forestående game drive vil byde på, spreder sig i kroppen.
På køreturen ned ad skråningen til området omkring Mwagusi-floden, hvor den største koncentration af dyr huserer, kan man bl.a. være heldig at spotte nogle af løverne fra Ikuka-flokken, hyæner, elefanter og vilde hunde.
7 telte, fed pool og masser af
Ikuka har blot 7 enorme telte. Egentlig er det lidt beskedent at kalde de permanente konstruktioner for telte. Det er snarere en gigantisk åben hytte, hvor man kan lukke den inderste del omkring sengen af som et stort telt.
Ideelt for jer, der sætter pris på høj kvalitet, spektakulære udsigter, personlig og afslappet atmosfære, en kølig dukkert i poolen i middagsheden og guider på højeste niveau. Perfekt til familier og andre, hvor en bush camp (hvor dyrene kommer tættere på) måske er lidt for spændende, men som stadig vil have den ægte vare.
Børn er velkomne fra 6 år og op. Familier med større børn kan bo i familie-teltet. Rejser I med mindre børn, kan vi få arrangeret ekstra opredninger. Selve dobbeltsengen er faktisk også så bred, at den nemt rummer 3 personer og med lidt god vilje også 4.
Årstiderne i Ruaha
Både vegetationen og dyrenes bevægelsesmønstre skifter med årstiderne. I sommerhalvåret ser man flest dyr, mens vinterhalvåret er mere mangfoldigt med smukkere natur og fugle i hobetal
Højsæsonen er i sommerhalvåret fra juni til oktober/november, hvor den manglende regn begrænser adgang til drikkevand. Det får de fleste dyr til at søge mod det sparsomme vand, der er tilbage i de få floder. Dyrene er derfor koncentreret på et relativt lille område. For rovdyr som løver, leoparder og geparder er det lidt af et tagsselvbord. På denne tid er landskabet råt og bart.
I vinterhalvåret fra november/december til maj falder der atter regn, og floderne fyldes med vand. Ruaha skifter farve fra gul og brun til mørkegrøn. Der er masser af vand, så dyrene spreder sig i øst og vest, og det kan være sværere at spotte dem i den tættere bevoksning. Man skal med andre ord arbejde lidt mere for at finde dem, og guidernes kompetencer kommer for alvor til nytte. Men her er smukkere, og så er fuglelivet helt enestående med over 400 forskellige arter.
Frem til medio marts er regnen periodevis med masser perioder med sol. Fra medio til maj er det reel regntid, hvor floderne ofte går over deres breder, og de fleste camps derfor lukker ned.
Vild safari i en af Tanzania største nationalparker
Ruaha er Tanzanias næststørste nationalpark, men ser kun en brøkdel af besøgende sammenlignet med Serengeti. Den har ry for at være katteland og siges at huse ca. 10% af samtlige løver i Afrika.
Den er en vildere og langt mere jomfruelig oplevelese. Landskabet er kuperet med bakker, bjerge og klippefremspring og en vegetation, der skifter fra åben savanne til tættere akacieskov. Overalt står baobabtræer som de majestætiske, gamle konger af savannen.
Den store Ruaha-flod slanger sig gennem parken som den livgivende nerve. I det centrale område tæt på Ikuka kan man opleve den smukke Mwagusi-flod, der i sommerhalvåret tørrer helt ud og bare er et stort sandleje. Der er stadig små klatter af vand, og så løber der faktisk stadig vand under sandet. Det ved bl.a. parkens mange elefanter, der har udviklet en teknik, hvor de graver snablen ned og drikker af vandet samtidig med, at de filtrerer sandet fra.
Ansvarlighed
Ikuka Safari Camp er bygget og drevet med bæredygtighed for øje. Fx er det 100% drevet af solenergi.
Og så går Mark og Chloe op i at ansætte og træne indbyggere fra nogle af de landsbyer, der ligger umiddelbart uden for parken. Og de arbejder med den lokale guide-skole om at uddanne fremtidens guider.