We Travels Vietnam
Sådan gør vi din rejse til Vietnam til noget særligt
Lars og Mikkel satte første gang deres fødder på vietnamesisk jord i 1993. Det var lige efter det kommunistiske styre havde sat gang i økonomiske reformer og åbnet landet for besøgende fra Vesten. Turen fra lufthavnen foregik i en gammel trabant.
Siden da er det blevet til en utal af rejser, og tilsammen har vi rejst i stort set alle egne. Fra trekking langs rismarker og gennem landsbyer i bjergene i nord til badeferie på øerne Phu Quoc og Con Dao i Syd. Fra homestays og hængekøjer i junglen til vidunderlige Six Senses-hoteller på fjerntliggende strande.
Man skal vælge varsomt for ikke at blive skuffet
Vi har oplevet, hvordan turismen kan gøre en enorm forskel for både lokalbefolkningen og naturen, når den bliver grebet rigtigt an, og haft nogle af vores allerbedste oplevelser disse steder. Modsat har vi også oplevet, at både natur og lokalbefolkning er blevet tilsidesat på det skammeligste for at gøre plads til endnu et megahotel fra et af de kønsløse internationale konglomerater.
På den front er Vietnam, ligesom de fleste andre lande, en modsætningsfuld størrelse, hvor man skal træde yderst varsomt for ikke at blive voldsomt skuffet.
Vi dyrker det lokale, det nære, og de steder, der tydeligt kommer lokalsamfundet tilgode.
Du får ikke bare en standardvare!
Ligesom alle andre steder er vores mål at give dig en unik rejseoplevelse, der samtidig er skræddersyet med omtanke for lokalsamfundet. Det kan vi kun leve op til, fordi vi selv har rejst i de fleste kroge af landet og opbygget viden og netværk uden lige. Og fordi vi nøje har udvalgt samarbejdspartnere, der deler vores værdigrundlag.
Tllsammen tør vi godt garantere, at det giver dig nogle oplevelser, der er alt andet end hyldevarer. Det er oplevelser, der ikke bare ses, men mærkes - helt ned i tæerne.
Hvad er det så? Ja det kommet helt an på jer. Spørgsmål som hvor længe I skal være der, hvornår på året, I ønsker at rejse, og hvilken type hoteller og oplevelser, I er til, er helt centrale. Noget af det tør vi dog godt løfte sløret for - bare I husker på, at vi i sidste ende skræddersyer et rejseforslag præcis til jer. Vi hader nemlig selv at blive proppet ned i kasser.
Med mindre du insiterer, så sender vi dig fx helst ikke til Halong Bay. For turismen har taget kvælertag på den ellers så smukke bugt. Naturen er sat under pres, for der er i dag så mange både, at de nemt udkonkurerer øerne i antal. Det er hverken ansvarligt eller en god oplevelse. I stedet sender vi jer hjertens gerne til nabobugten Bai Tu Long. Den ligger lidt længere væk, men er mindst ligeså smuk, og antallet af besøgende er minimalt sammenlignet med Halong.