Phong Nha Farmstay, Phong Nha
Lækkert, livligt og sympatisk guesthouse på landet i Vietnams smukkeste natur
Ben og Bich, der er de sympatiske ejere af Phong Nha Farmstay, var blandt de først til at åbne området, der i dag bedst er kendt under navnet på den nærliggende nationalpark Phong Nha Ke Bang, op for turister tilbage i 2010.
Stedet er den landsby, Bich voksede op i. Det er ude på landet omgivet af landlig atsmosfære og rismarker. Her er 7 km til Son Trach, der er den egentlige hovedby i Phong Nha, så det er vitterligt et lille refugium midt i den gudesmukke natur.
Fra hængekøjer til lækkert og livligt guesthouse
De første besøgende var naturligvis unge rygsækrejsende. Til at begynde med overnattede de i hængekøjer i familiens hus. Men i takt med, at antallet af besøgende så småt begyndte at stige, byggede de Phong Nha Farmstay fra bunden. Først som en slags pænt hostel med en lille pool i midten. Men med årene er det stille og roligt blevet konverteret til det, Ben og Bich drømte om fra begyndelsen - et lækkert og livligt guesthouse med fokus på et lidt mere modent publikum.
I dag er de besøgende derfor en blanding af familier, flashpackers og eventyrlystne ældre. Der er blevet tilføjet en større pool og lidt flere værelser på den anden side af den lille vej, hvor man har første parket til rismarkerne. Her er nu kun værelser til par og familier - de unge rygsækrejsende er rykket ind til byen Son Trac, hvor Ben og Bich har åbnet er hostel med sovesale og fest og farver.
Phong Nah Farmstay er dog stadig livligt - nu bare på den gode måde. Af og til er her livemusik, film under åben himmel eller fælles BBQ. Og der er altid nogle at tale med i baren, ved poolen eller restauranten. Det er med andre ord ikke et sted, man tager hen for at pille i sin egen navle.
Den bedste tid på dagens er måske, når solen sniger sig ned bag bjergene i horisotnen. Dagens sidste stråler skaber en udsigt, der er et maleri værdigt, når rismarker, bønder og okser indkapsles i varme røde, orange og lilla nuancer. Ok, sådan ser det måske ikke ud hver dag, men når ellers vejret er til det, så er en kold øl ved poolen i de tidlige aftentimer, måske dagens højdepunkt.
Masser af udflugtsmuligheder
Selvom Phong Nha først og fremmest er kommet på turistlandkortet, fordi nationalparken huser flere af verdens største huler, så er det smukke landskab og atmosfære måske en af de allerstørste attraktioner. Tag en cykel og kør på opdagelse i området på egen hånd, eller hyr en guide og kom længere omkring; ad små grusstier, gennem søvnige landsbyer, langs floder og over gamle hængebroer.
De mest tilgængelige huler, Phong Nha Cave og Paradise Cave, kan man nemt besøge på en halvdagestur. Phong Nha Cave, der var gemmested for Viet Cong under krigen, sejler man ind i, mens Padaise Cave nås med bil og en kort vandretur. Begger er dog også ret besøgte.
De mere afsidesbeliggende huler kræver minimum en heldatsur, nogle minimum et 2 dages trek med overnatning i telt eller hængekøje, mens den største og vildteste af dem alle Son Doong er en decideret ekspedition på 4 dage.
De nemmeste ture kan klares af alle med lidt eventyrblod i årene, mens andre er mere fysisk krævende med klatring og svømning gennem huler undervejs. Til gengæld bliver man belønnet med uberøet, kuperet jungle, hvor små vandløb skærer sig gennem stejle, jungleklædte kalkstensbjerge.