Rafiki Safari Lodge, Savegre-dalen
Afrikansk safaristil og rafting i Costa Ricas jungle
Rafiki Safari Lodge er en meget positiv oplevelse og overraskelse. Lidt af et mekka for naturelskere og aktive familier: Rafting, vandreture gennem jungle til smukke vandfald, en tur længere op i bjergene med frokost hos en lokal familie. Og så er vi helt vilde med, at fundamentet for lodgens eksistens er bevarelse af natur og lokalsamfund.
En familiedrøm, der blev til virkelighed
Rafiki Safari Lodge er resultatet af familien Boshoffs drøm om at skabe et naturparadis i samarbejde med lokalsamfundet. Med telte og aktiviteter som på en safari, men med den jungleklædte Savegre-dal i Costa Rica som scene.
Jeg har aldrig været på safari, men jeg har været rigtig meget i junglen. Ejeren har indkøbt teltene i Sydafrika, så de er ægte nok. Og det er ganske enkelt fantastisk at falde i søvn i et telt og vågne op til junglens lyde og dufte.
Karin, We Travels ekspert på Costa Rica
I dag er det 2. generation, der driver Rafiki. Lautjie og hans kone Maureen er værterne, der tager i mod - og drivkraften bag det lokale engagement og udnævnelsen af området som biosfærereservat under UNESCO.
Lautjie har med sin baggrund som biolog kæmpet for bevarelsen af naturen i Savegre-dalen. Det er sket i et tæt samspil med lokalsamfundet i Santo Domingo med den fælles mission at gøre bæredygtig turisme til en langsigtet indtægtskilde. Til gavn for både natur, dyreliv og lokalsamfund.
De fleste ansatte kommer således fra Santo Domingo. Rafiki er faktisk den største arbejdsgiver i nærområdet. Mange har været en del af projektet helt fra begyndelsen og er dybt involveret i at drive stedet.
Den stolthed og det ejerskab, I vil opleve hos personalet, ville være svær at få fra ansatte, der kom langvejsfra. Og Rafikis betydning for det lille lokalsamfund er vitterlig enorm - for det har bragt jobs og uddannelse til et sted, hvor der ellers ikke var mange muligheder. Rafiki uddanner bl.a. egne natur- og raftingguider, der således får mulighed for at servicerer gæster i deres egen baghave.
Rafting, ridning og jungletreks
Et af højdepunkterne på Rafiki er rafting gennem junglen ad den klare Savegre-flod. Det er ikke vild rafting, men en børnevenlig udgave, hvor den rene og klare flod, omgivelserne og det smukke vandfald, I stopper ved, er ligeså vigtigt som farten i gummibåden.
Området byder desuden på masser af junglestier, som kan udforskes både med og uden guide. Og både til fods og på hesteryg.
Naturlig pool og restaurant med udsigt
Den åbne restaurant er campens hjerte. Maden kan bedst beskrives som lokal og ærlig, men forvent ikke de store gourmetoplevelser. Til gengæld danner restauranten den perfekte ramme for en en sun-downer med direkte udsigt til floden, junglen og dalen.
Børnene vil hurtigt finde vej til vandrutchebanen, der slanger sig fra restauranten ned til den naturlige pool.
Har I mere tid? Tag kajakken til Rafiki Beach Camp
På Matapalo-stranden ved kysten har Rafiki sat 4 safaritelte op og skabt en lille strand-camp. I kan faktisk sejle i kajak gennem junglen og mangroven hele vejen fra Rafiki Safari Camp til stranden - og skifte cikadesang ud med bølgeskvulp.
Matapalo er på ingen måder en smart stranddestination. Her er kun lokale, et par restauranter og et supermarked. Men det er et sjovt stop på vejen og et behageligt alternativ til de overrendte strande længere mod nord.