Familievenligt strandeventyr i Costa Rica og Panama
Kom med på rejse langs Costa Ricas caribiske kyst og Bocas del Toro-øerne i det nordlige Panama. Der venter jer et familievenligt strandeventyr med masser af caribisk stemning - for jer der både vil leve og opleve og ikke har behov for at se et nyt sted hver anden dag. Og ikke mindst for jer, der er til små, skæve hoteller med store hjerter og vild natur og dyreliv til både lands og til vands.
Noget af det, I kan se frem til
- Regnskovseventyr i et afsides og sjældent besøgt hjørne af Costa Rica
- Caribisk strandstemning og jungle i baghaven i Puerto Viejo
- Et magisk træhus på Treehouse Eco Lodge
- Glasklart vand, børnevenlige strande og snorkling i Bocas Del Toro-øhavet
- En bungalow på stranden, middage om langbord og sympatiske værter på Al Natural Resort.
- Alle måltider på Al Natural Resort
Talamanca-bjergene - regnskov og eventyr væk fra alfarvej
Midt i Talamancabjergene og på kanten af La Amistad Biosphere venter en regnskovsoplevelse ud over det sædvandlige. Der er nemlig ikke mange, som lægger vejen herfor, men jer der gør får eventyr ad libitum.
Fra jeres hængekøje på verandaen er I omringet af regnskovens frodighed og lydtæppet består af fuglenes kvidren og abernes brølen. Helt generelt er det naturen, der hersker, og I kan både tage på hike og hesteryg dybt ind i regnskoven, mens eventyreren kan zipline mellem trækronerne og rappelle ned ad brusende vandfald.
Puerto Viejo - caribisk strandstemning med jungle i baghaven
Udover stranden, hvor jeres Beach House ligger, har I indenfor kort afstand adgang til bylivet i selve Puerto Viejo, jungle og dyreliv i Manzanillo-reservatet, snorkling ud for Cahuita, det oprindelige folk fra Bri Bri-stammen og et rehabiliteringscenter for jaguarer.
Det er med andre ord perfekt til en kombi af strandliv og oplevelser. Stemningen er laid back med små, farverige caféer og restauranter langs vejen.
Bocas del Toro - tilbagelænet ø-liv med koralrev i forhaven
Hvis strandene omkring Puerto Viejo har jungle og brøleaber i baghaven, så har næste stop koralrev og delfiner i forhaven. Umiddelbart på den anden side af grænsen mellem Costa Rica og Panama byder Bocas Del Toro-øhavet på noget af det, der er svært at finde i Costa Rica; børnevenlige strande med god snorkling tæt på.
Bocas del Toro er den tilbagelænede udgave af Caribien - uden store, internationale hoteller. Det er ø-liv og postkort-smukke strande med dyb respekt for naturen. Glæd jer til at bade i glasklart vand, snorkle, måske se delfiner lege foran hotellet og ikke mindst bo i en træhytte ved stranden på Al Natural Resort.
Kort program
Dag 1: Rejse til San Jose
Tidlig op og med dagsfly til San José - typisk via Amsterdam, Paris eller Frankfurt.
Ved ankomst, bliver I hentet og og har en enkelt overnatning på et hotel tæt på lufthavnen.
Dag 2: Fra San José til Talamanca-bjergene
Fra San José bliver I hentet og kører 3,5 timer mod Talamanca-bjergene få kilometer fra den caribiske kyst.
Her har I de næste 3 nætter på en familieejet eco-lodge, der er lidt af en pioner indenfor økoturisme. I bor omringet af og i pagt med regnskoven og kan se frem til en afslappende stund i hængekøjen og middag i stearinlysenes skær.
Dag 3-4 Talamanca-bjergene - regnskov og natureventyr
Mulighederne for oplevelser er mange på disse relativt ukendte kanter. Tag på hesteryg eller hike gennem regnskoven og kom helt tæt på naturen og de lokales dagligdag.
Skal der lidt mere action til kan I både zipline gennem trækronerne eller rappelle ned gennem brusende vandfald. Der er også mulighed for at klatre 30 meter op i ‘broccoli’-trækronerne, hvorfra udsigten er intet mindre end fremragende.
Dag 5: Fra Talamanca-bjergene til Puerto Viejo
Fra regnskoven sætter I nu kursen mod syd og kystbyen Puerto Viejo. Eller nærmere bestemt Tree House Lodge på Punta Uva-stranden ca. 5 km syd for byen. Det tager kun lidt over en times tid at komme dertil.
Den gennemførte Eco-lodge ligger blot et langt stenkast fra stranden. De 7 unikke huse er integreret i naturen på smukkeste og mest artistiske vis. Vælg mellem at bo i en ombygget, gul skolebus, en træhytte på jorden eller en hytte oppe i et træ. Lige meget, hvad I vælger, får I god plads og eget køkken.
Dag 6 - 9: Puerto Viejo - strande, jungle og byliv
Hæng ud i en hængekøje på stranden, tag en bid af Caribien i byen, besøg Manzanillo-reservatet eller jaguar-centret og kør op og ned ad vejen mellem Treehouse Lodge og Puerto Viejo på cykel. Kombinationen af afslapning på stranden
Dag 10: Fra Puerto Viejo til Bocas del Toro
En kort køretur bringer jer til grænsen til Panama, som I selv krydser. På den anden side står næste chauffør klar til at køre jer til havnen i Almirante. Herfra er der ca. en halv time sejlads til Bocas Del Toro.
Båden fra fastlandet lægger til i Bocas Town. Her bliver I mødt af personale fra jeres hotel, som sørger for den sidste del af rejsen. Al Natural ligger på en af de yderste øer i ø-havet - en tur på ca. 30 minutter i speedbåd.
Dag 11 - 14: Bocas Del Toro - hængekøjer, strande, snorkling og ø-liv
Et ophold på Al Natural Resort er et ægte strandeventyr - for udover at få sand mellem tæerne og hænge ud i vandkanten, er her masser af aktiviteter.
Kajakker, paddle boards og snorkeludstyr ligger klar til fri brug. Et besøg i den nærmeste landsby, der ikke blot er hjem for alle de ansatte og deres familier, er også inkluderet. Længere vandreture gennem junglen til strande på den anden side af øen med en af guiderne fra landsbyen koster en sjat. Og ture til vands med snorkling og stop på ubeboede øer og strande koster en smule mere.
Dag 15: Med fly til San Jose eller Panama City
Vælg selv, om I vil hjem via Panama City eller San Jose. Begge steder er en under en times flyvning fra Bocas Town.
Dag 16: Hjemrejse
Det meste af dagen på egen hånd i San Jose eller Panama City. Hen på eftermiddagen eller først på aftenen er der afgang til lufthavnen for at påbegynde hjemrejsen.
Dag 17: Hjemkomst
Vejledende priser
-
Voksne: kr. 28.000-30.000
- Børn (2-11 år): kr. 16.000-18.000
Obs! Priserne er pr. person i delt dobbeltværelse/familieværelse. Den nøjagtige pris afhænger af prisen på flybilletterne, når I bestiller. Vi gør det naturligvis altid billigst muligt. Der kan forekomme tillæg henover ferieperioder og højtider (typisk jul/nytår og påske).
Prisen inkluderer
- Fly, København - San Jose t/r
- 1 nt i San Jose på hotel nær lufthavnen, inkl. morgenmad
- Privat transport fra San Jose til Selva Bananito
- 3 nt på Selva Bananito i standard room, inkl. morgenmad (full-board og all inclusive kan tilkøbes mod mindre tillæg)
- Privat transport fra Selva Bananito til Puerto Viejo
- 5 nt i Puerto Viejo på Tree House Lodge i et beach house morgenmad IKKE inkluderet
- Transport med minibus og båd fra Puerto Viejo til Bocas del Toro
- Speedbåd fra Bocas Town til Al Natural Resort t/r
- 5 nt i Bocas del Toro på Al Natural Resort i et natural house (med 2 dobbeltsenge), inkl. alle måltider, snorkeludstyr, kajakker og paddle boards
- Fly fra Bocas Town til San Jose/Panama City
- 1 nt i San Jose/Panama City, inkl. morgenmad og transfers.
Bemærk
- Transporten mellem stederne foregår med minibusser med andre passagerer, der skal samme rute. Det er smidigt og effektivt, og man bliver hentet og bragt på de hoteller, man skal fra og til. Det kan også sagtens arrangeres privat mod et mindre tillæg.