Når en pandemi kan være med til at skabe positiv forandring

Den Dominikanske Republik er i færd med at korrigere sin retning inden for turisme, og dermed er både befolkningens selvforståelse og landets brand i spil - og det er ekstremt positivt.

For at forstå turismen i et land som Den Dominikanske Republik skal man starte med at kigge mod Spanien. De spanske hotelmatadorer og -entreprenører skabte op gennem 60erne og 70erne hele fundamentet for charterturismen. Der blev tjent ekstreme summer på masseturisme på Costa Del Sol, Mallorca og Gran Canaria. Formuerne skulle placeres i nye aktiver, og Republica Dominica var oplagt. Der har historisk altid været et meget stærkt, men også problematisk tilhørsforhold de to lande imellem, der går tilbage til kolonitiden.

Dertil en perfekt kombination af godt vejr hele året, bedre strande end i Europa, en billig arbejdskraft og lav omkostningsstruktur med mulighed for at lave en mere eksotisk kopi af den spanske chartersucces i Caribien.

All inclusive konceptet blev født - et monster af en succes eller et misforstået projekt?

Op gennem 80erne tog det fart. Det drejede sig om at kunne producere et styk “hotelværelse” i en kæmpe betonbygning tæt på en smuk strand billigst muligt. Men nu med et armbånd der gav adgang til baljebuffet og frie drikkevarer 24-7. Kæder som Iberostar, Melia, Barcelo og RIU er alle spanske og dominerer stadig dette marked. Mexico, Cuba, Jamaica fulgte efter. Destinationer som Puerto Plata og Punta Cana blev verdenskendte på samme måde som Cancun og Phuket. Den globale turist-ghetto var født.

Turismen eksploderer de følgende år, men det er kun primært tre “bobler” i landet, der oplever turist-boomet. Krydstogtsindustrien tager også fart drevet af amerikanske mastodonter. Der skabes regionalt i disse områder arbejdspladser. Men udfordringerne i i disse gigantiske turistområder skaber enorme problemer på den lange bane.

All-inclusive-gæsterne bliver på resortet, pengene bliver i et lukket kredsløb, der i øvrigt er ejet af globale aktører. De udflugter der arrangeres er også styret og ejet af de oversøiske virksomheder, og udover at tilbyde en pseudo oplevelse af et ellers fantastisk land, bruges meget få af turisternes midler i landet.

Dertil kommer en katatrofal mangel på affaldshåndtering, infrastruktur-problemer og manglende fokus på reelt at uddanne lokal arbejdskraft. Lokale hentes direkte ind fra sukkerørsplantager som tjenere på de store hotel-fabrikker. De har nul forudsætninger, ingen træning og servicen bliver ret elendig og nationen ender med at overleve på det de er gode til. Et kæmpe smil og en god attitude.

Landets brand taber sin værdi og opleves slidt

Tempoet øges i en sådan fart at Punta Cana Lufthavn bliver den næststørste lufthavn i hele Caribien. Langt større end hovedstadens lufthavn. Det er en ret grotesk situation. Vi taler om en lille regional lufthavn med palmeblade på taget. A380ere og kæmpe charterfly lander fra alle verdens hjørner og turister vimser rundt på landingsbanen mellem den globale masseturismes luftbro. Det svarer vel til at Rønne Lufthavn på få år vil vokse sig større end Kastrup.

Den afledte effekt på branding-siden bliver ligeså ganske negativ. Folk opfattede pludselig Den Dominikanske Republik som en billig mainstream charterdestination. Trist men sandt. Puerto Plata blev for nedslidt og trist, og folk væltede i stedet til Punta Cana, som - indrømmet - også har bedre hoteller og et bedre omdømme end Puerto Plata.

Men det er stadig en turisme uden lokal forankring. Man svinger sig op til at nævne den lokale rom og cigaren i sin stereotype fremstilling. Der er brug for forandring.

Nye små lokale aktører, en ny præsident, en pandemi og en lokal befolkning der vil naturen

De seneste 5 år er ovenstående triste turistbillede begyndt at ændre karakter. Der er reelle alternativer. På samme måde som Costa Rica er født ud af bæredygtighed, lokal forankring og eco-lodges er flere fine initativer skudt op på den Caribiske ø. Små lokaltfunderede steder i jungle og på strand bl.a. på Samana-halvøen og nordkysten ved Cabrera og Cabarete, og ligeså i det sydvestlige mod Barahona.

D.16. august 2020 midt under pandemien ankommer den nye præsident Luis Abinader til indsættelsesceremonien i en Tesla. Med ham kommer der også nye vinde og tanker inden for turisme. Man begynder at inkludere lokalforankring og bæredygtighed i historiefortællingen.
Der ansættes ressourcer til at understøtte de helt små steder. Fokus på det lokale. Hiking, mere bæredygtige hvalture, den lokale kakao- og kaffeproducent, fokus på det historiske element med taiono-indianere.

Der kigges mod New Zealand, Costa Rica og Seychellerne for inspirationen i rebranding-processen. Alt er slet ikke perfekt. Men der er reelle indsatser. Præsidenten bruger selv 5 dage på årets store rejsemesse i Madrid, og går i dybden og møder relevante interessenter.

Pandemien er med til at accellere behovet for nytænkning

Over de 2 år med Covid-19 sker der samtidig en delvis mentalitetsændring hos den købedygtige del af befokningen i Den Dominikanske Republik. Hvor det tidligere var trendy at tage til Miami, New York, Paris eller Aspen gør lukkede grænser det nødvendigt med nytænkning.

Det nye sort bliver det lokale, det nære, naturen, lodgen og så langt fra all inclusive som muligt.

De små operatører klarer sig rigtigt fint igennem pandemien. Lokale bloggere og influencers understøtter denne proces med et fokus på den lokale bæredygtighed og landets rødder.
Filmindustrien oplever en kæmpe vækst. Det er smukt og billigt at producere Hollywood film på Den Dominikanske Republik. Rygterne om at Jennifer Lopez og Brad Pitt har købt sommerhuse på nordkysten spreder sig og understøtter “go local - not global” udviklingen.

Alle er faktorer, der har bragt en ny dynamik til landet, og har gjort det til en af få succeshistorier i regionen. Venezuela, Honduras, Nicaragua er i en forfærdelig forfatning og de direkte naboer Haiti, Cuba og Puerto Rico er tæt på sammenbrud i forskellig grad.

En smuk fusion mellem Caribien og Latinamerika.

Bienvenidos a Republica Dominicana.