Når filmturisterne rykker ind, stiger behovet for at dirigere andre turister i retningen af underturismen

Tredje sæson af den voldsomt populære HBO-serie White Lotus er gået i gang. Den foregår i Thailand, på øen Koh Samui, der er halvt så stor som Bornholm. Der er under 100.000 fastboende på øen, heraf en pæn portion udlændinge, der er involveret i turistsektoren. For turisme er Ko Samuis et og alt. Øen producerer intet andet. Det skulle lige være de millioner af kokosnødder, som hver måned skibes af sted, og som traditionelt har været den eneste indtægtskilde på den tropiske ø med de vidunderlige strande. 

Samui er ikke en ny turistdestination. Backpackere i 90’erne kom hertil, fordi det var mere laid back og mindre kommercielt end Phuket. Der var blot et par fly i løbet af dagen. Næsten alle ankom på færgen fra fastlandet, mange med eventyr i blodet og ambitionen om at chille helt ud på naboøerne Koh Pha Ngan og Koh Tao. Det var dengang marijuana var ulovligt i Thailand, og internettet ikke eksisterende. Og verden stod stille på øerne i den thailandske bugt.

Nu er Koh Samuis naboø blevet verdenskendt for sine månedlige fuldmånefester. Koh Pha Ngans hovedstrand omdannes hver måned til et inferno af housemusik, selvlysende unge i badetøj og spandevis af Red Bull med alkohol. Det er som at krydse Roskilde Festival med et trance party. Imens har Koh Samui opbygget et ry for at være mere “de voksne hedonisters legeplads”, hvor de klassiske træbungalows er mejet ned til fordel for luksushytter med panoramavinduer, minibar og air condition.

Koh Samui har med andre ord været en enorm turistdestination i egen ret, længe før staben og skuespillerne fra White Lotus ankom i 2024 for at starte indspilningerne til tredje sæson af den vanvittige og vidunderlige serie om alt for rige menneskers absurde problemer, når de tjekker ind på et alt for smukt hotelresort. Første sæson skete det på Four Seasons på Maui, Hawaii, og i anden sæson lagde Four Seasons Taormina på Sicilien så kulisser til. Det førte umiddelbart til en vild stigning i antallet af nye reservationer. Efterspørgslen på de to Four Seasons hoteller steg med 40% eller mere. Byen og lokalområdet, hvor hotellerne er placeret, oplevede også en markant stigende interesse fra turisterne. Filmturismen er for alvor slået igennem, og den slår samtidig den traditionelle turisme af banen.

For mange rejsende i dag er det ikke traditionelle vartegn, der er hovedformålet med at være turist i et fremmed land. Instagram viser vejen til restauranter, til butikker og oplevelser, som ikke står på listen over klassiske turismedannelse. Vi besøger ikke nødvendigvis Rom for at blive kloge på Romerriget. Vi besøger ikke nødvendigvis Paris for at stå i kø til Eiffeltårnet eller til Louvre, men derimod for at opsøge lokationer fra serien Emily in Paris. Og i årevis har en af de mest populære attraktioner i Bangkok været en bar på 64. etage. Billederne taler for sig selv, når man bevæger sig rundt i 250 meters højde omgivet af Bangkoks himmelragende bygninger og neon på alle fjerne gadehjørner i horisonten. Det er mere relaterbart end pagoder og guldbelagte, tavse spir på en tempelgrund, hvor man nok må se, ikke røre, og helst skal forstå templets funktion i samfundet for at få et reelt udbytte af de klassiske seværdigheder. Turiststrømmen går stadig i retning af mange af Thailands templer, men ofte virker det på de besøgende, som om det mere er af pligt end lyst. Sådan er det ikke, når man følger i hælene på Instagram eller en verdenskendt film.

White Lotus har allerede skabt en turismestrøm til Koh Samui, som ikke var forventet ved indgangen til 2024, da hovedarkitekten bag serien endnu ikke havde besluttet sig for, om den næste sæson skulle udspille sig i Japan eller Thailand. Thailands turistorganisation, TAT, forventer en 30% stigning i antallet af turister over de kommende år. Sådan lyder regnestykket nemlig, når en destination pludselig bliver kulisse i en film. Det har TAT vidst længe, fordi man har kunnet foretage regnestykket flere gange tidligere. I 1990’erne blev enkelte lokationer populære blandt rejsende, såvel backpackere som chartergæster, der havde fået nys om, at flere scener i The Deer Hunter var optaget vest for Bangkok, i og omkring Kanchanaburi. Og det gamle jernbanehotel i Hua Hin var stand in for det ikoniske Le Phnom i filmen Killing Fields. Bond-filmen Man With the Golden Gun blev filmet delvist ud for Krabis kyst, og øen Ko Khao Ping Khan blev ganske enkelt markedsført som James Bond Island.

Men turiststrømmen mod filmlokationer I Thailand tog for alvor fart med The Beach, der har Leonardo Di Caprio I hovedrollen, og som udspiller sig udelukkende I Thailand. Selve filmens opdrag var en roman af Alex Garland, der netop havde som fakkelopflammende pointe, at (selv) backpackerne søger at undgå turismen og ligne de andre, fordi paradis gemmer sig et sted, og det skal man ikke dele med for mange. Som filmens hovedperson, Richard, udtrykker det:

Filmens lokationer blev til en pilgrimsrute for dem, der drømte om paradis og fandt at illusionen kunne deles på en indforstået måde med alle de andre, der fantaserede med samme film som rutevejviser. Maya-bugten på Koh Phi Phi Leh bukkede under for den massive turisttilstrømning, og regeringen indførte et besøgsstop i juni 2018, i første omgang på ubestemt tid. Siden er den 200 meter brede og 15 meter dybe postkortsmukke strand blevet tilladt et begrænset antal besøgende. Da turismen var på sit højeste i den lille bugt med de dramatiske klipper som bagtæppe, vadede 7-8.000 dagsturister fra speedbåde og ind på stranden for at tage billeder og selfies. På vejen til og fra bådene trådte de koralrevet itu. Så nu gennemgår Maya-bugten hvert år en lukkeperiode på nogle måneder, hvor økosystemet sunder sig og genvinder iltfatningen. Nu må maksimalt 4.125 personer dagligt, eller 375 i timen, besøge den filmiske lokation. Så voldsom var de første bølger af foto- eller filmturismen, at den fik naturen til at bukke under.

Og godt ti år senere fik den næste store film optaget i Thailand sociale medier til at eksplodere. The Hangover Part II foregår overvejende i Thailand, og særligt hotellet med den himmelhøje bar på 64. etage blev berømt så langt sociale medier rækker. Hotellet slog mønt på interessen og skabte en Hangover Suite, der fik folk til at betale tusindvis af kroner for en overnatning i illusionens smukke møbler. Baren er for længst blevet dyrere end en eksklusiv bar i Danmark, og det sætter visse begrænsninger for turiststrømmen. Sådan er det ikke helt på Koh Samui.

Der bliver overnattet mere end 10 mio gange om året på Koh Samui. Den 250 km2 store ø modtager omtrent 4 mio besøgende årligt, halvdelen er udenlandske turister. Den lille lufthavn på nordspidsen af øen modtager i dag 10-12 daglige fly, alle fra et og samme selskab, Bangkok Airways, der ejer lufthavnen. Samui er en ø, der stort set har mistet sin oprindelige sjæl, sine fiskerbåde og sin sydthailandske identitet. Men som en rejsedestination er den stadig blandt de mest populære i Thailand

Koh Samui har altid været populær. I det 21. århundrede har Samui gentagne gange været den destination i Thailand med den højeste belægningsprocent på hotellerne. De godt 50.000 lokale beboere fik pludselig tilbud om at sælge deres jord, de ikke kunne sige nej til. Og det mest positive, man kan sige om Koh Samuis udvikling gennem de sidste tyve år er, at palmetoppen stadig er grænsen for, hvor højt der bliver bygget på øen. På Phuket hed det sig i mange år, at ingen bygning måtte være mere end 80 meter over havets overflade. Enhver, der har været på Thailands største ø, ved at virkeligheden er fuld af tårnhøje bygninger. For nylig blev reglen om de 80 meter helt sløjfet, officielt, så ingen er i tvivl om, hvor bygningsmassen bevæger sig hen på Phuket de kommende år: Op mod skyerne.

Så Samui er ikke blevet væltet omkuld af turismen på samme måde som Phuket er, hvor lovgivningen gradvist ændres for at føje sig det kommercielle kredsløb, som meget turismeaktivitet er en del af. Men White Lotus-seriens popularitet kan måske alligevel vælte øen omkuld. Four Seasons tilbyder et dagpas til hotellet for 1.000 kr, så du kan gå på deres strand og spise i restauranterne. Og selvom Samui og naboøer nok kan bære endnu flere turister, hvis industrien selv skal sige det, så er øens ressourceforbrug på højde med en storbys. Det holder ikke i længden.

Vi kan egentlig godt lide Samui og naboøer i We Travel. De er gudesmukke fra naturens hånd. Flere steder arbejder hoteller med en grøn tanke om genbrug og udfasning af plastik. Men lokalbefolkning er der ikke meget af på hotellerne. De ansatte er næsten udelukkende fra Myanmar, og det samme mønster er begyndt at tegne sig på Koh Pha Ngan. Det er en svær balance, for - indrømmet - de tre store øer i Thailandbugten byder på nogle af de mest indtagende strande og resortmiljøer i hele Thailand. Havet, der omgiver øerne, er en reklamefilm i sig selv. Udflugter i havkanoer og kajakker er berigende oplevelser. Feststemningen er afslappet men insisterende, så det er både sjovt om dagen og om aftenen på Samui og naboer.

Men det bliver sværere at finde hoteller, der ikke først og fremmest er indtægtskilder for investorer. Det bliver sværere at forstå, hvad det er for et Thailand, man besøger i Den Thailandske Golf, når så mange af øerne mister deres identitet. Og når filmturismen for alvor kommer buldrende de kommende måneder og år, så vil hotelpriserne stige yderligere og pladsen blive mere trang på især Koh Samui og Koh Pha Ngan. Vi holder lidt vejret. Vi har været vidne til den slags udviklinger før. Og ofte ender det ikke kønt. Men vi har lov at håbe for Samui, at den lokale regering formår at opstille nogle krav til ansvarlig turistudvikling.

Vores egen stilfærdige konklusion omkring Thailand som destination og som en hybrid mellem film og instagramturisme, er ret enkel:

Vend det på hovedet, og drej en anden vej. Vi kalder det en omfavnelse af underturismen, hvor din oplevelse bliver bedre og lokalsamfundet har et større og mere reelt behov for dit besøg. Mødet mellem mennesker bliver oftest også både større og finere (for begge parter!), når du bevæger dig ind i underturismens fascinerende verden.

> Få bedre oplevelser væk fra de gængse stier - Kom med til underturismens verden her.