Nede ad en lille gyde i udkanten af det gamle Bangkok ligger en noget atypisk overnatningsoase. Phranakorn Nornlen, som det mundret hedder, kan bedst beskrives som en mellemting mellem et boutiquehotel og et guesthouse - med det bedste fra begge verdener.
Det har boutiquehotellets størrelse og kvalitet på sin egen skæve facon og guesthousets familiære service og sociale loungeagtige fællesområde. Det er hverken effektivt, strømlinet eller perfekt. I stedet er det varmt, afslappet og imødekommende. Det er et lille hotel med et stort hjerte.
Udover atmosfæren, stilen, de friske urter og grøntsager fra tagterrassens have og den gode kaffe, så er noget af det, vi godt kan lide ved Phranakorn Nornlen, at de opfordrer deres gæster til at komme ud i lokalområdet og bruge penge på de små restauranter og gadekøkkener. Deres ønske er helt simpelt, at pengene fra de besøgende skal komme flere tilgode.
Her er ingen pool eller et hav af faciliteter - til gengæld er her bare rart at være. Og der er både værelser til par og familier.
Det gamle Bangkok
Phranakorn Nornlen ligger i behørig afstand af det moderne Bangkoks højhuse, smarte restauranter og store shoppingcentre. Den ikoniske backpackergade Khao San Road ligger 15 minutters gang væk. Det samme gør super hyggelige Phra Arthit, hvor unge studerende hænger ud på gadekøkkener, små hyggelige caféer og barer med livemusik.
Ellers udmærker den gamle del af Bangkok sig ved på mange måder at være byens historiske og kulturelle hjerte. Her er det templernes gyldne spir, der dominerer og ikke skyskrabernes blankpolerede glas og stål.