Bawah Reserve, Anambas
Vildt barfodsparadis - langt fra civilisationen, men alligevel tilgængeligt
Midt mellem den malaysiske halvø og Borneo ligger den lille øgruppe Anambas. Indtil for ganske nyligt svært tilgængeligt, men det har det nyåbnede Bawah Island Resort ændret på.
For nu kan man komme hertil på ca 3,5 time fra Singapore. En kort færgetur, en kort køretur og derpå 70 minutters tur med vandflyver er alt, der skal til, og man er i en anden verden.
Bawah Island er bygget i pagt med naturen og i samspil med lokalbefolkningen. Og her er smukt, virkelig smukt. Man forfalder let til klicheer om paradis, men med krystalklare laguner, pulversand og tæt, kuperet jungle, så er det måske alligevel meget dækkende.
Men det kommer også med en pris, for selv om, man er tæt på naturen, og her er stor fokus på bevarelse og beskyttelse af miljøet, så er man ikke gået på kompromis med kvaliteten. Forvent bl.a. store trævillaer over vandet og på stranden og et maksimum af 70 gæster på resortet ad gangen. Det er en vild oplevelse, og det er et unikt økosystem.
Velkommen til Anambas og til Bawah Island.