Gå til hovedindhold
Batu Batu, Pulau Tengah

Sommereventyr med snorkling, skildpadder og jungle

21 dage inkl. fly fra 27.000, børn fra 16.000

3 uger med gadekøkkener, regnskove, skildpadder, snorkling, små øer og unikke hoteller. Ud for Malaysia østkyst ligger en perlerække af små øer, der byder på nogle af Østens bedste strand- og snorkeloplevelser i sommerhalvåret. 

Oplev bl.a.

  • Østens bedste gadekøkkener i farverige Gerogetown på Penang
  • Regnskovsoplevelser i Belum.
  • Helt tæt på kæmpeskildpadder og deres nyudklækkede babyer - på ansvarlig vis
  • Små, skæve hoteller med masser af personlighed og holdning
  • Snorkling, afslapning og hvide strande på Perhentian og skønne Batu Batu

Tag på et familieeventyr fra den kulturelle og kulinariske perle Penang ud for Malaysias vestkyst, tværs over halvøen via Belum Rainforest og så ellers på strand- og ø-hop nedad hele den lange østkyst, indtil I rammer Singapore.

Undervejs vil den stå på en tour de force af forskellige oplevelser med fokus på gadekøkkener, regnskov, skildpadder, snorkling og kridhvide strande. Rejsen kulminerer med 5 dages barfodsluksus på den rustikke og bæredygtige måde på skønne Batu Batu, som vi simpelthen bare er gået hen og blevet godt gammaldags smaskforelskede i.

Programmet kunne fx se sådan her ud:

(men som alt andet, vi laver, så vil vi allerhelst skræddersy rejsen præcis til jer)

Dag 1: Afrejse

Dag 2: Ankomst Penang

Dag 3: Gadekøkkentur i Georgetown

Det er Sydøstasiens mest varierede gadekøkkener, I finder i Georgetown. Og turen rundt med Simply Enak er med alle sanserne udfoldede på hvert eneste gadehjørne. Det er en tur med Georgetowns rige historie og med byens multikulturelle gader som kompas, og med madglade Mark som kaptajnen, der fører jer rundt i en verden af supper, nudler, fladbrød, curry, ris, fisk, frugt, grønt og alt det, vi har glemt. 

Dag 4: Penang på egen hånd

Det er øen med meget mere at byde på, end man har tid til. I kan tage på stranden, ja, sågar en strand I har helt for jer selv. I kan tage i botaniske haver eller på besøg i små fiskerlandsbyer. I kan shoppe opfindsomt design eller blot gå på opdagelse med et kamera i den fotogene verden, som er Penang. 

Dag 5: Transport fra Penang til Belum

Det tager fem timer at nå frem, fordi I også skal strække benene undervejs og have en bid. Sørg for at gør holdt, når I ser en smuk udsigt. Det er fordelen ved at have jeres egen chauffør og tidsramme. Fremme i Belum kan I sagtens nå at køle af i swimmingpoolen.

Dag 6: På opdagelse i Belum Rainforest

Det er primær regnskov, der venter jer. Det er skov, som ikke har ændret sig i tusindvis af år. Og det er fugtigt, grønt og fuld af lyde. Belum rummer efter sigende store pattedyr som elefanter og tigre, men det er nok snarere de mindre (kryb)dyr og eksotiske fugle, I får set. Men man kan være heldig - især når regnskoven, man besøger, ikke bliver forstyrret af busfulde af turister i tide og utide. 

Dag 7: Fra Belum til østkysten og Perhentian Islands.

Køreturen i bjergene er usædvanlig smuk. Det er, som om I kører ind under et dække af grønne bregner og gigantiske træer, eller i det mindste er omringet af den slags skønne natur. Der er flere udsigtspunkter undervejs, og der er tid til at stoppe et tilfældigt sted til frokost, når sulten melder sig. Godt fire til fem timer senere rammer I kystbyen Kuala Besut. Herfra er der en sejltur på ca. 30-45 min med speedbåd, inden I er helt fremme ved dagens mål; Perhentian Islands. I skal bo i en isoleret bugt på en skønt, lille eco resort. Værelserne er enkle, men gæstfriheden og naturen fås ikke meget bedre. Og revet er ligeforan døren.

Dag 8-10: Perhentian på egen hånd

Perhentian Islands er verdenskendt for god snorkling og dykning. Men det er også nogle øer, hvor turismen har sat sit negative præg med dårlig eller ingen affaldsordning og middelmådig service. Så meget desto vigtigere er det at bo et sted, der tager ordet eco seriøst. Og det går de på Bubbles, og fordi der ikke er andre hoteller i den smukke bugt, så slipper I for at svømme rundt mellem plastik i alskens afskyninger. 

Revet ligger lige foran døren, så fat jeres snorkelgear. Det er verden under havet, som virkelig får besøgende til at råbe højt om Perhentian.

Dag 11: Fra Perhentian til et lille, hemmeligt hotel på fastlandet.

Tilbage til fastlandet med speedbåd og herfra ca. en time videre mod syd med bil. Det er dagens transport, inden når frem til det lille, undseelige sted Terrapuri. Her har vi fundet et charmerende, lille hotel med originale træhytter arrangeret omkring en indbydende pool. Og så er det lige ved en strand, hvor der udklækkes skildpadder.

Dag 12: Skildpadderne ved Terrapuri

Dagens højdepunkt indtræffer om aftenen, når skildpadderne ved den lille forskningsstation nær hotellet sættes fri. Det sker efter ca. 60 dages udrugning i afgrænsede og beskyttede områder, og det får ens hjerte til at smile, når dyr på størrelse med en håndflade spurter ud over stranden uden at se sig tilbage.

Dag 13: Fra Terrapuri til smukke Palau Tengah og skønne Batu Batu

Forude venter en god dags kørsel ned langs Malaysias østkyst. Det tager fem til seks timer i bil + stop for at spise og strække benene, inden I er fremme i havnebyen Mersing. Her venter resortets speedbåd på at fragte jer de sidste 20 min frem til Palau Tengah og Batu Batu Island Resort. Det er en lang dag på vejen, men når I kommer frem, vil I forstå, hvorfor det er besværet værd i stedet for at tage et stop på vejen.

Dag 14-17: Batu Batu

Batu Batu er malerisk og dybt fascinerende, fordi det er en ø, et hotel og en lille verden fjern fra den hverdag, vi kender. Det er et besøg i Robinson Crusoes land, hvor luksus foregår i bare tæer og super afslappet.

Dag 18: Transport til Singapore eller Kuala Lumpur.

Med speedbåd retur til fastlandet, hvor jeres chauffør venter på at køre jer de ca 3 timer til Singapore (eller alternativt Kuala Lumpur), hvor eventyret slutter et par dages pulserende storbyliv.

Dag 19: Singapore eller Kuala Lumpur

Dag 20: Singapore eller Kuala Lumpur, hjemrejse

Dag 21: Hjemkomst

Vejledende priser

Marts til november

  • Voksne: kr. 27 - 29.000
  • Børn (2-11 år): kr. 16 - 18.000 (børn over 11 år koster en smule mere, men ikke meget)

Obs! Priserne er pr. person i delt dobbeltværelse/familieværelse. Den nøjagtige pris afhænger af prisen på flybilletterne, når I bestiller. Vi gør det naturligvis altid billigst muligt. 

Prisen inkluderer

  • Flyrejse, København - Penang / Singapore el. Kuala Lumpur - København.
  • Transport fra lufthavnen til jeres hotel i Georgetown på Penang
  • 3 nt i i Georgetown, Penang på Muntri Mews, inkl. morgenmad
  • Smag på Sydøstasien bedste gadekøkkener i Georgetown
  • Transport fra Georgetown til Belum Rainforest.
  • 2 nt i Belum Rainforest på Belum Rainforest Resort, inkl. morgenmad.
  • Udflugter i regnskoven med lokale Orang Asli guider
  • Transport fra Belum til Perhentian med bil og speedbåd
  • 4 nt på Perhentian Besar på Bubbles Dive Resort, inkl. morgenmad.
  • Transport fra Perhentian til Terrapuri med speedbåd og bil.
  • 2 nt på Terrapuri Herritage Village, inkl. morgenmad.
  • Transport fra Terrapuri til Mersing og speedbåd til Batu Batu
  • 5 nt på Batu Batu (alle måltider betales lokalt)
  • Transport fra Batu Batu til hotel i Singapore el. Kuala Lumpur med speedbåd og bil
  • 2 nt i Singapore eller kuala Lumpur på godt centralt beliggende hotel.
  • Transport til lufthavnen for hjemrejse

Prisen inkluderer ikke

  • Udflugter og måltider ikke nævnt.
  • På Batu Batu betaler man for 3 obligatoriske måltider dagligt direkte på hotellet (koster ca. 500 kr. pr. dag for voksne og halv pris for bør).  

Forslag til ændringer

  • Har I endnu mere eventyr i maven, så er et par dage i telt eller træhytte i relativt ukendte Endau Rompin National Park værd at overveje inden eller efter opholdet på Batu Batu.

Lignende indhold

Sommerferie i Peru for den aktive familie

17 dage fra kr. 36.000, børn fra kr. 32.000

Kompromisløst sommereventyr i Colombia

22 dage fra kr. 29.000, børn fra kr. 22.000

Familierejse til Peru med Amazonas, lamaer og inkakultur

14 dage - kontakt os for pris og detaljer

Få et unikt rejseforslag - helt uforpligtende

Vi bruger al vores viden og vores netværk til at gøre din rejse til noget særligt.
Giv os et kald eller udfyld kontaktformularen, så kvitterer vi med smil og indlevelse.
- og et tilbud, du forhåbentligt ikke kan sige nej til

Hvorfor We Travel?


  • Unikt og ansvarligt

    Vi giver dig bedre og mere unikke oplevelser og går op i, at dit besøg også er en gevinst for lokalbefolkningen.

  • Smil og ekspertise

    Vi giver dig rådgivning med smil, empati og viden, så du får en rejse, der er skræddersyet præcis til dig.

  • Attraktive priser

    Vi har et ekstremt smidigt omkostnings-setup og er derfor ofte billigere end både nettet og konkurrenter.

Få et nyhedsbrev med hemmeligheder, historier og holdninger

Vi leverer rejser med omtanke, og nyhedsbreve med indsigt. Og sender kun post, når vi har noget på hjerte.