Kunsten at kede sig, så aberne synger

Et besøg på BABA er et møde med naturen i sin reneste form. Det er svajende palmetræer, hvor bladene gynger og hvisler, fordi aberne hopper fra gren til gren. 

Her er meget autentisk, forklarer jeg Pippi. Hun tænker det tydeligvis anderledes. “Jeg er helt blown away”, siger hun på den for Gen Z så karakteristiske blanding af dansk og engelsk.

Pippi er 18 år gammel og i Thailand for første gang. Jeg er i Thailand for Gud ved hvilken gang, og min indgangsreplik efter fem minutters gang i sandet på BABA Ecolodge er klichefyldt. Autentisk er et skamredet ord, et mærkat, jeg og andre i turistindustrien gerne sætter i spil, så snart et hotel ikke bare er rå beton og mange etager med identiske værelser. 

Jeg forfalder igen til at kalde omgivelserne autentiske, men denne gang supplerer jeg med uddybende ord, der kan give Thailandsdebutanten en klarere forståelse af, hvad jeg mener:

Husene er i træ, gammelt træ. Vinduerne er en blanding af glas og rene træskodder. Balkonerne er store og når hele vejen rundt om husene, som en højt hævet veranda, hvor blomster står i krukker og en trekantspude ligger i sit tætvævede mønster på en træseng i hjørnet af balkonen.

De klassiske træhuse minder om hjem fra Nordthailand, hvor livet leves i 1. sals højde, mens køkkenet og husdyr indtager stueetagen. Ind imellem husene stikker eksotiske planter og træer deres buske og blade frem. Den postkasserøde hibiscusblomst dukker frem overalt, når man panorerer hen over sandet, som BABA er skabt på.

For BABA er skabt på naturens præmisser, og det er præcis det, Pippi reagerer på.

“Det virker naturligt, som om husene og træerne har stået her længe”, forklarer Pippi. Bingo. Vi er enige, Pippi og jeg.

Hun beskriver jo netop BABA som et autentisk sted, hvor den moderne verden ikke har ændret på udseendet. Med hvert vores udgangspunkt har Pippi og jeg nu fundet frem til, hvad der ved første øjekast gør BABA til et særligt sted: Det ligner på en og samme tid et postkort og et øjebliksbillede af en landsby ved havet.

Et lille samfund uden stress og forpligtelser

Og det er netop, hvad BABA viser sig at være; et lille samfund af gæster, der tøffer omkring i en dagligdag uden stress og forpligtelser, og et hotelkompleks, der lokker med yoga fra morgenstunden, massage med udsigt til havet, utrolig velsmagende mad og en kilometerlang strand, der er nærmest tom for mennesker hele dagen. Her skal vi nok komme til at kede os - før eller siden. 

Naturen - helt tæt på

Der er ca. 500 meter fra den lille palmeklædte bugt, som longtail-båden leverer os til, til det charmerende klubhus, som udgør BABAs samlingspunkt, restaurant og bar. En sti forbinder de to punkter, og undervejs kan man være heldig at få øje på små aber, såkaldte javaaber af makakfamilien. De lever især af krabber her tæt på vandet, og dem er der så rigeligt af. Overalt på stranden ses spor efter krabber eller levende krabber, der bevæger sig maskinelt hen over sandet i høj fart. Vi kan ikke fange dem eller komme helt tæt på, selv om vi gør forsøget et par gange, men aberne har øje på krabberne i sandet. Det viser sig snart, at aberne også har øje på os mennesker, der flytter ind og ud af husene på sandvejen.

Badeværelset ligger halvt udenfor. Du kan bogstavelig talt se kokospalmer reflekteret i badeværelsets spejl, og du tager bad under åben himmel. Det er enormt eksotisk og en lille smule intimiderende den første gang.

For aberne kigger med, viser det sig. De giver ikke lyd fra sig, men pludselig bevæger palmebladene sig med stor kraft. Det er ikke blot et vindstød. Der er nogen i palmerne, og det er en hel flok af aber. Vi nedstirrer hinanden, aberne og jeg, indtil jeg bliver lidt urolig for, om de vil hoppe op på terrassen. Det er set før, har vi fået at vide, da vi ankom til BABA.

Men pludselig begynder en abe at synge lidt længere væk. Det er, som om den råber: Kom her, jeg har fundet noget.

I hvert fald svinger de små, adrætte makakaber sig afsted - fra gren til gren som i børnesangen. De har fundet noget andet, der giver adspredelse i en makakabes hverdag på en lille ø i Andamanhavet, ud for Thailands kyst.

Det er en ø uden store hoteller. Det er en ø med begrænset adgang til elektricitet, hvor wifi er en sjældenhed, der bydes på - i afbrudte perioder - i klubhuset, der er flere hundrede meter væk fra det toetagers hus, som danner rammen om en familieferie uden stress. 

Pippi oplever både sol og monsunregn den første dag. Og begge dele gør indtryk. For solen står skarpt, når det er skyfrit og feriekuløren skal plejes. Den kræver solcreme, som ellers kun benyttes af sejlere, når man kommer kridhvid fra den danske vinter. Og regnen vælter pludselig ned et par timer senere, som var der tale om skybrud. Sådan er monsunregnen oftest. Kraftfuld, insisterende og larmende. Men ikke længe.

En times tid eller halvanden senere er der stille på BABA. Nogle af frøerne begynder at kvække. Dyrelivet våger sig ud af sit skjul. Og luften er renset for den varme luft, der virkede trykkende. Når man ikke har air condition, bliver man mere opmærksom på, hvordan ferievejret egentlig er. 

Som Thailand for 30 år siden

BABA er autentisk, fordi der kun er gennemført meget få forandringer, siden 1990’erne, da en amerikaner grundlagde hotellet. Husene ligner sig selv, forsikrer en af hotellets ældre ansatte mig. Haven er knapt så vild og uregerlig, som den så ud dengang.

Her er ikke nogen bro over fra fastlandet. Turisthorderne fra Phuket, 150 km mod syd, kommer ikke i nærheden af Buddhas gyldne ø, som Koh Phra Thong kan oversættes til. For Koh Phra Thong har ikke nogen menneskeskabt underholdning at byde på, end ikke butikker eller restauranter. 

Her lærer du de lokale ansatte at kende

Buddhas gyldne ø har en meget lille håndfuld hoteller, der i høj grad har skabt en indtægtskilde for Koh Phra Thongs oprindelige befolkning, der ellers mest har ernæret sig som fiskere. BABA er et af de hoteller, og det indbyder som få steder, jeg har besøgt, til at koble af fra hverdag, mobiltelefon og faste spisetider. Godt nok lukker restauranten tidligt om aftenen, men det er vist også kun rimeligt, når man tænker på, at personalet er på arbejde det meste af dagen.

Og de lokale ansatte lærer du at kende, og før eller siden falder I i snak. Måske er det over morgenmaden, som er produceret af alskens lokale økologiske varer. Måske er det over en pizza i strandbaren i den vestlige ende af landsbyen. Måske er det til eftermiddagste eller cocktails til solnedgangen. Eller det er i forbindelse med det lille kursus i lokal madlavning, som man kan deltage i. Personalet smiler, som var det den mest naturlige ting i verden. De kan helt klart godt lide det tempo, du synker ned i efter nogle dage på BABA. 

Når naturen bare trækker vejret, som den skal

Til sidst tager du langsommere skridt. Aberne er blevet helt naturlige at have hængende i grenene over hovedet, næsten uanet hvor du går. Bøger fra bogreolen i bungalowen bliver læst eller skimtet. Stranden ligger øde hen. Det er lige før, jeg vil medgive, at jeg keder mig. Ellers klarer min teenagedatter det. Hun keder sig med garanti, men ikke på nogen dårlig måde, selv om hun indledningsvist vil hævde det modsatte.

For pludselig synger aberne, og næsehornsfuglene blafrer. Det er lyde og bevægelser, som bliver interessante, fordi de bliver genkendelige. Nysgerrigheden for de nærmeste omgivelser træder efterhånden i stedet for utrygheden ved de fremmede lyde og de lidt for eksotiske dyr. Det er OK at være lidt på vagt over for en verden, man ikke er vant til. Men det er umuligt at beskrive følelsen, når man lidt efter lidt har vænnet sig til, at naturen i sin reneste form bare trækker vejret, som den skal. 

____

Læs mere om BABA Ecolodge.

___