Bangkoks bedst kendte hemmelighed
Der er små hoteller, som er et stykke historie, du bare træder ind i. Sådan er det inde bag de olivengrønne porte ud mod Kongevejen i Bangkoks ældste kvarter.
Her på kanten af Bangkoks moderflod, med de mest overdådige templer som nabo, boede en prins engang. Nu tager hans efterkommere sig nænsomt af boligen, og samtidig byder de turister indenfor til overnatning i et af Bangkoks mest charmerende og uforglemmelige gæstehuse.
Sover i historien
Flere af værelserne hos Baan Chakrabongse er gamle teaktræshuse, der er skabt uden brug af søm og skruer. De er rejst i tredje sals højde, hvorfra der er udsigt til en frodig have med papegøjeblomster, palmer og egern, der leger i træerne. I stueetagen er flere værelser, og efterhånden har familien bag Baan Chakrabongse inddraget samtlige bygninger på grunden, så der i dag er såvel familieværelser som romantiske dobbeltværelser. Og fælles for værelserne er, at de er draperet i historie. Fra inventaret og udsmykningen, der sender gæsten 100 år tilbage i tiden, til det originale hovedhus, der troner majestætisk midt på grunden.
Fornemmelsen for velvære
Baan Chakrabongse er ikke et klassisk hotel. Her er ikke room service 24/7. Her bliver kun serveret aftensmad på bestilling. Til gengæld foregår middagen så i en charmerende træbygning på pæle over floden. Her er ikke nogen spa eller andre indslag, der skal forsøde dit ophold. Stedets atmosfære er nemlig velværen på Baan Chakrabongse. Her er smukt og rart at være – og så er her forbavsende roligt. Swimmingpoolen er omkranset af høje bregner og selv om den ikke er stor, så passer den perfekt til den lille svømmetur tidlig morgen eller sen eftermiddag, hvor lyset i haven får det hele til at ligne et postkort.
En kendt hemmelighed
Baan Chakrabongse har eksisteret som hotel i snart 20 år, så det behagelige overnatningssted er ingen hemmelighed længere. Men når et sted i Bangkok er så velbevaret, som Chakrabongses Hus er, så ender det ofte som et utilnærmeligt museum. Men her er liv, og de lokale ansatte kommer hurtigt på fornavn med gæsterne. Det er styrken ved et hotel, der både forstår sit ansvar over for gæster såvel som det landskab, den historie, de træder ind i bag de olivengrønne porte.
Kultur: Familien bag Chakrabongses Hus er også bogudgivere af historiske værker, som ikke bliver trykt andre steder. De rækker ud til lokalområdet med ønsket om at fortælle om Bangkoks og Thailands fortid. Og det ender ofte med, at man som besøgende fylder tasken med små indbundne fortællinger fra fortiden.
HUSK: Bangkok kan besøges hele året, men med blot 13 værelser er der ofte optaget i det royale gæstehus, når der er lokale helligdage. For da omdannes haven tit til ramme for bryllupper og andre livsvigtige begivenheder. Er du så heldig at være gæst under sådan et arrangement,