Sommereventyr i Vietnam - bjerge, rismarker, strande og masser af god mad
Et forrygende og familievenligt forslag til en sommerrejse gennem Vietnam. Turen bringer jer fra Hanoi i nord til Saigon i syd. Men langt det meste af tiden foregår i det centrale Vietnam, hvor vejret og naturen viser sig fra sin bedste side i sommerhalvåret.
Glæd jer til at opleve Vietnams gadekøkkener til fods, på cykel og måske fra bagsædet af en scooter. Til cykelture gennem forstæder, landsbyer og rismarker. Til den magiske natur i Phong Nha. Til en hytte direkte på stranden på Whale Island. Til togture både nat og dag. Og ikke mindst til charmerende, små hoteller med masser af lokalkolorit.
Et par af højdepunkterne
- Gadekøkkener til fods, på cykel og bag på en scooter
- Rismarker, landsbyer, floder og grotter i smukke Phong Nha
- En bambushytte på stranden med klart vand og snorkling
- Et familievenligt tempo med tid til at slappe af og være impulsiv
- Små, hyggelige hoteller med masser af lokalkolorit
Kort program
Dag 1: Afrejse
Dag 2: Ankomst Hanoi og gadekøkkentur
I bliver hentet i lufthavnen og køt til et lille boutique-hotel i hjertet af Hanois gamle bydel.
Slap af på hotellet eller gå en tur i den gamle bydel, der ligger lige foran døren. Om aftenen har vi lagt en gadekøkkentur til fods rundt i den gamle bydel ind Det er både en god intro til byen og det nordvietnamesiske køkken, der bare er bedst på gaden.
Dag 3: Hanoi på egen hånd
Besøg nogle af Hanois klassiske seværdigheder som Litteraturtemplet, Ho Chi Minh’s Mausoleum eller et vanddukketeater. Det er nemt at gøre på egen hånd.
I kan også bare tage den med ro og slentre rundt i byen og nyde stemningen, slå jer ned på en kaffebar og observere byens leben og måske fortsætte udforskningen af gadekøkkenerne. Det er på gaden Hanoi opleves allerbedst.
Dag 4: Hanoi på cykel og nattog til Dong Hoi
Formiddagen står på cykeltur i pereferien af Hanoi. I forlader centrum og kører ud i en af byens landsbyagtige forstæder og oplever, hvordan byens indbyggere bor og lever.
Eftermiddagen er på egen hånd tilbage i centrum. Efter en tidlig aftensmad bliver I hentet på hotellet og kørt til togstationen. Herfra sætter I kursen mod syd ombord i en 4-sengs soft sleeper kupé på nattoget, der bringer jer til Dong Hoi.
Dag 5: Ankomst Dong Hoi og med bil til Phong Nha National Park
Toget triller ind tidlig morgen på perronen i Dong Hoi i den nordlige del af det centrale Vietnam. Her står en chauffør klar til at køre jer ind i landet, hvor gudesmukke Phong Nha venter.
Velkommen til et af Vietnams smukkeste naturområder. I skal bo i en landsby direkte ud til rismarkerne og med kalkstensklipper i baggrunden på hyggelige skønne Phong Nha Farmstay.
Dag 6 - 7: Rismarker, landsbyliv, cykelture og grotter i Phong Nha
Dagene er på egen hånd. Ture kan nemt arrangeres gennem hotellet.
Mulighederne er mange - fra cykelture gennem rismarker og landsbyer, langs floder og over gamle hængebroer til hardcore jungletrekking og udforskning af enorme grotter.
Rejser I med store børn, og er I til aktivt eventyr, så er et jungletrek med obernatning i telt eller hængekøje en overvejelse værd. Man skal være rimelig fit, for det er pænt kuperet,. Til gengæld er det en af den slags oplevelser, man taler om længe efter.
Dag 8: Med bil til Hue via Vinh Moc-tunnellerne
I siger farvel til Phong Nha og sætter kursen længere mod syd. Dagens mål er den gamle kerjsby Hue, hvor I har en enkelt nat i et hyggeligt homestay i udkanten af byen. Det lille sted, der mere er en mellemting mellem et homestay og et lille guesthouse, bruger bl.a. indtægterne til at finaniere et nærliggende børnehjem.
Inden, I når frem til Hue, stopper I ved de underjordiske tunneller i Vinh Moc. En væsentlig bedre og mere spændende oplevelse end de mere kendte tunneller ved Cu Chi uden for Saigon. Her kommer kun en brøkdel besøgende sammenlignet med Cu Chi, og så er tunnellerne større, så man rent faktisk kan komme rundt og opleve dem.
Dag 9: Via Hai Van-passet til Hoi An
Fra Hue kører I nu de ca. 3 timer til Hoi An. Den gamle, Unesco-beskyttede handelsby har på trods af en pæn mængde besøgende formået at bevare sin charme. Man skal bare kende præmissen og ikke bo midt i det hele.
Vi er ret glade for Hoi An Chic, der ligger i et landsbyagtigt miljø lidt uden for byen. Her er fred og ro, og samtidig er det hele inden for cykelafstand eller en smuttur med hotellets jeep. Der er 2 km til både byen og stranden, der ligger i modsat retning. Og cykler har man fri adgang til.
Dag 10: Hoi An
Det meste af dagen er på egen hånd i Hoi An. Sen eftermiddag og tidlig aften har vi dog lagt en cykeltur ind, der kombinerer mad, rismarker og landsbybesøg.
Dag 11: Hoi An
Slap af i poolen, tag en tur på stranden, en sejltur på floden, eller hvad der nu falder jer ind.
Dag 12: Med tog, bil og båd til Whale Island
En kort køretur til stationen i Da Nang og så ellers med dagtog gennem det vietnamesiske landskab. En tur, der først bringer jer til Tuy Hoa i den sydligste del af det centrale Vietnam.
Regionen er kendt for sine mange solskinstimer, og så gemmer den på nogle af Vietnams bedste strande. Alligevel er antallet af turister begrænset, og det samme er overnatningsmulighederne.
Fra Tuy Hoa er der godt og vel 1,5 time med bil og båd til Whale Island - en smuk ø omringet af glasklart vand og koralrev. Her skal I bo den kommende 5 nt i en rustik bambushytte på øens eneste hotel Whale Island Resort.
Dag 13 - 16: Whale Island
Bade, snorkle og evt. dykke er, hvad tiden går med her. Servicen er svingende - det skal man kunne tage med et smil - men mon ikke det er til at klare, når nu naturen viser sig fra sin bedste side? Og alternativt kan I jo overveje en opgradering til Six Senses Ninh Van Bay - ja det er et andet prisniveau, men oplevelsen står mål med det.
Dag 17: En kort flytur til Saigon,
Tidligt op for at nå morgenflyet fra Tuy Hoa til Saigon. Her bliver i hentet og kørt til jeres hotel i centrum.
Om aftenen skal I på gadekøkkentur bag på en scootere gennem Saigons livlige forstæder. Er børnene for små, eller synes I, det lyder lidt for udfordrende, så skifter vi det bare ud med en tur til fods. Begge dele er langt bedre måder at opleve byen på end en guidet tur rundt til de klassiske seværdigheder.
Dag 18: Saigon
Hele dagen på egen hånd i storbyen. Saigons mere klassiske seværdigheder ligger i gåafstand fra jeres hotel og kan nemt opleves til fods og på egen hånd.
Dag 19: Hjemrejse
Dag 20: Hjemkomst
Vejledende priser
Voksne
- Januar - november: 22.000 - 24.000 kr.
Børn (2-15 år)
- Hele året: 15.000 - 17.000 kr.
Obs! Priserne er pr. person i delt dobbeltværelse el. familieværelse. Der kan forekomme tillæg henover ferieperioder og højtider (typisk jul/nytår, kinesisk nytår og påske).
Prisen inkluderer:
- Flyrejse, København - Hanoi / Saigon - København.
- Ankomsttransfer i Hanoi
- 2 nt i Hanoi på lille hotel midt i den gamle bydel, inkl. morgenmad.
- Gadekøkkentur i Hanoi
- Cykeltur i Hanois forstæder
- Nattog fra Hanoi til Dong Hoi
- Transfer fra Dong Hoi til Phong Nha
- 3 nt i Phong Nha på Phong Nha Farmstay, inkl. morgenmad
- Transfer fra Phong Nha til Hue, inkl. besøg i Vinh Moc
- 1 nt i Hue på Tam Tinh Vien Homestay, inkl. morgenmad
- Transfer fra Hue til Hoi An
- 3 nt i Hoi An på Hoi An Chic, inkl. morgenmad
- Gadekøkkentur på cykel i Hoi An (i en lille gruppe på max 8 pers.)
- Dagtog fra Da Nang til Tuy Hoa
- Bil og båd fra Tuy Hoa til Whale Island t/r.
- 5 nt på Whale Island Resort, inkl. morgenmad
- Fly fra Tuy Hoa til Saigon
- Transport fra lufthavne til hotel i Saigon
- 2 nt i Saigon på Maison De Camille, inkl. morgenmad
- Gadekøkkentur bag på en scooter gennem Saigons aften (eller eller om dagen til fods)
Prisen inkluderer ikke:
- Udflugter og måltider ikke nævnt.
- Visum til Vietnam (man skal have visum for ophold over 15 dage).