Jeg er på vej til Tanzania - iført mundbind og visir
Jakob rejser til Tanzania for at blive klogere. Fordi We Travel handler om mere end vores egen (s)tilstand.
Lige nu sidder jeg i et fly med plads til ca. 300, men vi er kun 20 passagerer ombord. Det er en noget surrealistisk oplevelse.
Mit ærinde i Tanzania er først og fremmmest at lave research, skabe relationer og aftaler og få nye ideer. I et foretagende som We Travel er viden, kreativitet og konkurrencedygtige priser vores berettigelse, så det er i sagens natur vigtigt for vores fremtid. Og det giver bare vildt meget mening at bruge den stilstand, som Corona har medført, til at opkvalificere os på den front.
Men vi har også en mission om at tilføre værdier som et ekstra ben i værdiskabelsen. Vi kalder det ansvarlighed. De fleste andre i rejsebranchen kalder det bæredygtig turisme. Og det sidste nye modeord er regenerative rejser. Intet af det er særligt mundret, men snarere akademiske betegnelser for noget relativt komplekst.
Derfor vil jeg ikke blot bruge denne rejse på at poste inspirerende billeder og updates (bevares det vil jeg bestemt også). Men også forsøge at komme ind på nogle af de kerneproblemstillinger og paradokser, som den globale turisme står over for - og hvilke løsninger, der kan være på dem. Både helt generelt og selvfølgelig i lyset af corona. Og ikke mindst lidt mere jordnært og konkret.
For er der noget, corona-pandemien har afsløret, så er det turismens betydning for økonomi og arbejdspladser. Det har vi hørt om dagligt i danske medier henover sommeren, hvor hovedstadens hoteller har lidt, mens campingpladser og sommerhusudlejere har jublet.
Men hvordan er det i et land som Tanzania, hvor der hverken er adgang til hjælpepakker eller en middelklasse, der kan erstatte de udenlandske turister? En del af svaret kender jeg jo desværre allerede, for jeg er jævnligt i kontakt med vores nære samarbejdspartnere, og det er ikke opløftende.
Som et værdibaseret rejsebureau, der hævder at være ansvarlige, er det ikke nok at skabe oplevelser, der både gør en forskel for dig, og de steder, du besøger. Det er mindst ligeså vigtigt at forsøge at skabe en nuanceret debat om turismens fremtidige rolle.
Medierne gør det desværre uhyre sjældet, og når de gør, bliver det som regel en ekstremt polariseret debat, hvor turisme enten er roden til alt godt, fordi den skaber vækst og arbejdspladser (i omegnen af 10% af det globale BNP er direkte eller indirekte relateret til turisme), eller roden til alt ondt, fordi den ofte involverer klimabelastande flyrejser (der udgør mellem 2-3% af det globale co2.-udslip). Men virkeligheden er meget mere kompleks, og det er der behov for at få sat fokus på.