Overturismen er på alles læber i disse år. Det samme er Luang Prabang. Men det er tilsyneladende ikke et stort problem for byen mellem bjergene.

Laos’ gamle kongeby er udpeget som verdensarv af UNESCO. Det tager ikke mange minutter blandt templer i guldstøv, hvidskurede byhuse med svalegange og lotusblomster i haverne, før man forstår hvorfor. Og derfor er Luang Prabang også på nippet til at blive kvalt i turismen. Men byen holder stand, og du kan stadig opleve en unik, historisk by, der er gennemsyret af lokale traditioner snarere end neonskilte og masseturismens gåsegang.

- Byen har egentlig overgået mine forventninger, og de var ellers store. Udsagnet stammer fra en af mine rejseledsagere på dette, mit 15. besøg i Laos forgyldte, gamle kongeby. Men udsagnet bliver gentaget af en anden rejseledsager, og jeg ender med at give dem ret, selv om jeg af os alle tre burde være skuffet. Luang Prabang ligner jo ikke den søvnige provinsby med de krakellerede to-etagers huse, som gemte sig bag bjergene, dengang for 25 år siden, da jeg første gang allernådigst havde fået tilladelse af de laotiske myndigheder til at komme på besøg - og blev forelsket i stedet.

Luang Prabang ligner en tiltalende by befolket af robeklædte munke, skolebørn i hvide uniformer og laoter som i gennemsnit ikke rager op over 160 cm højde. Det gjorde den også i 1995. Men der er alligevel store og synlige forandringer. De historiske hvide byhuse med trægelænder på første sal og skotter i pastelfarver ser friske ud i dag. Skiltningen på gaderne er taget til, og antallet af restauranter, caféer, gallerier, souvenirboder og rejsebureauer er eksploderet. Men det virker næsten, som om der har været en stadsarkitekt tilstede under hele denne forvandlingsproces. Og derfor modstår Luang Prabang det forfald, som andre mindre byer og destinationer gennemgår, hvis masseturismen alene skal tilfredsstilles.
 

Laos er standhaftig

Redningen for Luang Prabang er dels UNESCO regler for verdensnaturarv, som siden slutningen af 1990’erne har forbudt folk at bygge højere end de charmerende svajryggede templer i to etager, dels har den laotiske regering ikke haft travlt med at åbne landet op. Den internationale lufthavn i Luang Prabang håndterer ikke meget mere end ti fly dagligt, og vejen over land eller ad vandvejen til den gamle kongeby tager tid. Så Luang Prabang er vokset. Turismen er vokset i byen og er uden omsvøb en kæmpe indtjening for lokalmiljøet. Men der findes ikke store vulgære hoteller. Der findes ikke hoteller med hundredvis af værelser. Selv et kædehotel som det franske Sofitel, der ellers ikke går af vejen for at drive et hotel med et par hundrede værelser, har begrænset sig til blot 25 af slagsen. Og hvilke 25 i øvrigt. Som så mange andre af de andre hoteller i Luang Prabang har Sofitel overtaget og restaureret en historisk bygning, der oser af tidslomme opdateret med moderne komfort.

Det er egentligt imponerende, at jeg ikke kan komme på et eneste hotel i byen, som ikke med lidt god vilje kunne indgå i We Travels sortiment. Stort set alle overnatningssteder i Luang Prabang virker unikke, alene fordi de historiske rammer skaber en særlig atmosfære. Laos og Luang Prabang har været standhaftig og har sikkert fået hjælp af UNESCO, og der er kun en enkelt øjebæ i udkanten af den gamle bydel, som er et fire-etagers betonbyggeri, som stod der dengang i 1995, og af uransagelige grunde har fået lov at blive. Måske fordi ejerne trods alt har gjort sig umage med at male det og dekorere det efter samme principper som de øvrige huse i byen. Og - indrømmet - bygningens tagterrasse giver et droneagtigt udsyn over den gamle by, fordi, når ja, alle andre har holdt sig fra at bygge i højden. Er du den mindste smule arkitekturinteresseret, så bør du straks komme til Luang Prabang.
 

Kulturen står også imod

Den samme besked kan vi også lige så godt sende til de kulturinteresserede, og dem, der finder rejseglæde ved at møde lokale mennesker, som virker upåvirkede af “påstyret”. Luang Prabang er befolket af lokale mennesker, der smiler på samme måde som dengang i 1995. Byens marked er lige velbesøgt morgen og aften, når husmødre køber ind og familier slår sig ned på skamler for at spise nudelsuppe til en tier.

Det føles næsten, som om den patina, man normalt ser som et charmerende islæt på historiske bygninger, er overført til de lokale laoter. De virker ikke nedslidte af turiststrømmen. De virker ikke pengefikserede eller ligeglade med gæsterne i byen. De slår mig som de samme ydmyge, lavtalende og smilende mennesker med smukke øjne og kulsort hår, som jeg altid har mødt i Laos. Der er ingen cool dudes, som jeg ellers møder dem i Thailand på øerne, hvor tatoveringer og vestlig påklædning får mig til at tvivle på, om de mon er konverteret til konsumerismen. Der er ingen letpåklædte kvinder. Men der er mange kvinder, unge som ældre, der bærer de mønstrede saronger, som ikke blot er helt traditionelle klæder men også virker naturlige, fordi alle har dem på. Det er ikke kun et danseensemble, der vimser rundt i de læglange bomulds- og silke slå-om-nederdele. Det er stort set alle kvinderne.

 

Ikke alt er rosenrødt

Selvfølgelig har Luang Prabang ændret sig. Byen er vokset betydeligt de sidste 25 år, og årligt lander mere end 1 mio turister i en by, der er på størrelse med Helsingør. Og det skaber udfordringer for provinsby, der var søvnig et godt stykke ind i 00’erne. Så blev Luang Prabang pludselig gang på gang nummer 1 på listen over de mest attraktive destinationer på listen over UNESCO’s verdensarv. Så dukkede kineserne op, og vupti så skød besøgstallet til Laos’ gamle kongeby i vejret med raketfart.

Byen lider under sin popularitet, særligt i højsæsonen fra december til begyndelsen af februar, når det kinesiske nytår er overstået. Og kinesiske turister rejser i øvrigt hele året, så der er ikke rigtig nogen endegyldig lavsæson. Men prøv for Guds skyld at komme på besøg i efteråret - oktober og november er skønne måneder, hvor alt er grønt og regnen falder ind imellem, men ikke hele tiden.
  

Et uimodståeligt cirkus

Munkevandringen i den gamle by er også blevet et cirkus. Stimevis af munke i orange og okker træder ud på asfalten for at indsamle dagens ration af mad, som tilbydes dem af de lokale. Det er en tradition, der går århundreder tilbage. Og den er seværdig, fordi man kommer tæt på det vigtigste bånd i buddhismen, nemlig det der binder munkene til den verdslige verden, til en afhængighed af helt almindelige mennesker.   

Men faktisk behøver man ikke stimle sammen i da små gader i den gamle by for at opleve “morgenvandringen”. Alle buddhistiske munke i Luang Prabang (og i Laos i øvrigt) traver ud i den tavse morgensol og beder om mad hos de lokale. Og alle vegne står de lokale klar. Så oplevelsen kan fanges uden for overturismens jerngreb. Find det lokale tempel og spørg i receptionen på hotellet.

Tag cyklen

I det hele taget er der virkelig mange muligheder for at tackle Luang Prabangs mange små attraktioner uden at skulle stå i kø. Begynd med at leje en cykel, eller lån en på hotellet. Tag livgreb om det landlige Laos med en køretur ud mod Kuang Si vandfaldet, der er ca. 25 km fra byen. Undervejs har man det hele for sig selv - i hvert fald noget af tiden. Og Kuang Si er så smukt og indbydende, at man næppe kan forvente at være den eneste, der vandrer rundt omkring de tre vandfald, som udgør det smukke tapet i skovene uden for Luang Prabang.

Og vælg den progressive elefantlejr, Mandalao, frem for billigere alternativer, der går på kompromis med dyrevelfærden. Mandalao får støtte fra dyrebeskyttelsesorganisationer, fordi lejren har forstået at skabe et møde mellem elefanter og besøgende, der foregår 100 % på elefanternes præmisser. Området er elefanternes naturlige habitat, og pladsen er ikke trang som i en traditionel elefantlejr. Og først som sidst er vores besøg i lejren med til at bringe elefanterne tættere på frihed. Mandalaos formålsparagraf er at sætte elefanterne fri igen. Det er ikke nemt. Det tager tid. Men folkene bag projektet tror helhjertet på det.

Men skynd dig

Desværre har Kina været i gang med at anlægge en højhastighedstogbane fra Kunming i Yunnan-provinsen i Sydkina hele vejen til Vientiane, Laos’ hovedstad syd for Luang Prabang. Der er blevet gravet i lommer af naturen uden for Luang Prabang og togstationen åbnede i 2023. I sig selv er togturen helt sikkert smuk (omend visse strækninger foregår meget i tunneler). Et land som Laos tager sig utrolig godt ud fra floden eller et tog. Men en højhastighedsbane rimer bare rigtig dårligt på verdensnaturarv. Desværre.

Indtil videre har Luang Prabang formået at holde sig fra at give efter over for turistindustriens pres. Endnu er byen og de omkringliggende landsbyer, naturen og kulturen ganske intakte. Men vi er meget bevidste om, at det blandt andet er vores opførsel, som er afgørende for, at Laos’ gamle kongeby også fremover tager i mod med åbne arme og dog vedbliver at være sig selv tro.