Gå til hovedindhold
Bawah Island Resort

Mikkels blog

Så læg dog din smarte telefon ned!

På ferie med en telefon

Vores ferier er blevet til minder, før vi har afsluttet den balsamerende oplevelse af at holde fri. Det sørger vores smartphone for. Vi indsamler minderne gennem en linse, og vi glemmer ofte at lægge den digitale sutteklud fra os, når vi holder ferie. På sin vis forståeligt. Vi kan finde omtaler af udflugter, andre mennesker anbefaler. Vi kan finde restaurantanmeldelser, der gør valget af aftensmad nemmere. Vi kan finde rundt med Google Maps, selv om vi er på udebane og egentlig lidt fortabt. Vi kan kommunikere med dem derhjemme. Vi kan finde valutakursen, guidebøgerne, de bedste lokale tilbud og få vejrudsigten præsenteret, før vi overhovedet har kigget ud af vinduet for at se med vore egne øjne, hvordan ferien præsenterer sig for os. Vi kan så meget med den smartphone, at vi til tider glemmer helt at være på ferie. Vi gentager egentlig blot, hvad vi gør derhjemme; nu er vi bare ude i verden og lidt mere nysgerrige efter de resultater, som telefonen spytter ud. Og sidst men ikke mindst så indfanger vi feriemomenter, oplevelser og attraktioner så snart, de kommer inden for vores smartphone-rækkevidde.

 

Children on Nihi Beach

Meget er pænt og endnu mere er photoshoppet

Der er opstået et udtryk de senere år, som desværre beskriver situationen med ubehagelig præcision: Hvis det ikke er på Instagram, så eksisterer det ikke. Ja, udtrykket findes i varianter, som "hvis det ikke er på Facebook, så er det ikke sket" - og der på Fjæset er det slemt nok, at vi ikke får ro til at danne vores egen mening, inden et socialt medie har udstyret os med en mening. Men på Instagram, hvor meget er pænt og endnu mere er photoshoppet, går det især ud over vores evne til at favne vores ferie for det, den virkelig er.                   

En ferie er en oplevelse, du ikke har prøvet før. Sådan ideelt set.


Den kan optræde i forklædninger, der minder om noget, du allerede har oplevet, måske oven i købet det selv samme sted, du nu befinder dig. Men det er en ferie, fordi du har fri til at tage oplevelsen ind. Dermed er der en stor sandsynlighed for, at du får en anden oplevelse end sidste gang, eller simpelt hen får en oplevelse, du aldrig før har haft. Hvor arbejdet og hverdagen er en rutine, du gentager for til sidst at være ekspert i din egen daglige oplevelse, så er ferien en mere uforudsigelig størrelse. Heldigvis. For i det nye, det anderledes, det fremmede finder du oplevelser, der gør dig klogere. Ferien kan udvide din horisont, uanset at det er en kliché og smager lidt for meget af candyfloss i din mundhule. Men det kan en ferie. Det skal den kunne. Men så skal du også lade være med at indfange den i alle dens facetter gennem din smartphone. 
 

Borneo, Kinabatangan Wetlands Resort

Vi indrømmer: Vi er heller ikke offline

Vi er ikke et hak bedre selv. Vi smider også ferieminder på sociale medier og søger oplevelser og udfordringer gennem vores smartphone, når vi er på ferie. Og vi bliver nok aldrig gode til at være helt offline og puritanske. Men udover indrømmelsen er vi faktisk også meget opmærksomme på problemet med at være online og på ferie med den digitale sutteklud snarere end med vores krop og sjæl. Alting var ikke bedre før smartphonen, og ferien var ikke mere autentisk dengang. Men derfor kan vi jo godt blive klog af skade alligevel. Og vores sortiment af hoteller, udflugter og oplevelser i We Travel er ganske vist meget ofte fotogene instagramværdige pletskud af lokal kultur, smil og en ferie med indhold i. Så vi går med på legen og præsenterer jer for vores verden i ord og billeder, præcis som et socialt medie kan. 
 

Vær til stede i oplevelsen

Vi søger og ønsker at komme af med afhængigheden af den der smartphone, når vi er på ferie. Vi stræber efter at finde oplevelser, der ikke nødvendigvis er fotogene. Det er oplevelser til maven og hjertet. Det er oplevelser, hvor du bliver berørt og bevæget - og måske endda forført, fordi du møder folk i øjenhøjde og smager på deres hverdag. Og vi vil gerne provokere dig til at suge disse oplevelser til dig uden nødvendigvis at fotografere dem. Vær til stede i oplevelsen, Gå på opdagelse i virkeligheden. Far vild uden din smartphone. Bare en gang imellem. Det kan du også gøre i din hverdag, men vi sælger ikke hverdagsoplevelser, og ferien giver bedre tid til at fare vild og smage på nutiden. 

Lad ikke din smartphone blive hjemme. Vær ærlig over for dig selv: Den er fed at have ved hånden til alt det der, som en ferie byder dig af udfordringer og minder. Men prøv at gemme den væk på ferien, måske nogle timer, måske netop når du er på udflugt, måske fordi du egentlig ikke har stort behov for at slå noget op på Facebook, som får dig til at bruge dyrebar ferietid på at svare på kommentarer eller stirre dig blind på likes, når du egentlig skulle stirre ind i en udsigt eller en brostensbelagt plads i et fjernt land midt i nutiden. 


 

Beach chairs

Gør dig lidt mere kostbar

Det er jo ikke nyt, det her. Vi har alle vidst det længe. Men der kommer stadigt flere billeder ud på Instagram alligevel. Vi kommer stadig hjem med en ordentlig røvfuld billeder fra ferien, som vi aldrig rigtig får gjort noget alvorligt ved - andet end at bladre for at finde det bedste, der skal vises frem, fordi folk jo ikke skal trættes med alle dine skævskudte feriefotos. Gør dig lidt mere kostbar over for de sociale medier: Du er på ferie, og du behøver ikke finde inspiration til næste dags udflugt på Instagram eller vise paradisøen frem på Facebook. Du kan godt nøjes med at skyde nogle smukke stemningsbilleder i ny og næ og så ellers falde i snak med andre eller i staver over solnedgangen.

Oplev din ferie med begge øjne

Det kan lyde lidt formanende. Lidt fornærmende måske lige frem. Men når vi snakker om at rejse ansvarligt, så mener vi det faktisk også i relation til dig selv.

Tag ansvar for, at ferien ikke blot bliver et minde set med det ene øje gennem en kameralinse. Ferien kan være et smukt billedkatalog, fordi du vitterlig har oplevet vidunderlige ting, som du bare måtte forevige. Men alligevel, prøv at se ansvarlighed som noget, du byder dig selv ved at være til stede i den virkelighed, som ferien indeholder.

Blomster, der dufter. Køkkener, der syder. Dyr, der siger forunderlige lyde. Lokale, der snakker på et uforståeligt sprog. Huse, der er bygget på en anden facon. Vaner, der udøves i en fodgængerovergang, i en billetkø, foran et tavst monument. Ferien er din bedste mulighed for at få en af årets bedste oplevelser med hjem. Hvis du sætter dig selv fri til at holde fri. Så læg lige din smartphone lidt væk og rejs.

Hold ferie, og vær ikke bange for, at du må samle på nogle af oplevelserne i din hukommelse fremfor i din telefons harddisk. Gode ferieoplevelser smutter aldrig ud af hukommelsen. Det er vores erfaring, og det lærte vi allerede, inden smartphonen blev opfundet. Så det gælder nok stadig. 

Elephant Watch Hut, Habarana

Få et unikt rejseforslag - helt uforpligtende

Vi bruger al vores viden og vores netværk til at gøre din rejse til noget særligt.
Giv os et kald eller udfyld kontaktformularen, så kvitterer vi med smil og indlevelse.
- og et tilbud, du forhåbentligt ikke kan sige nej til

Hvorfor We Travel?


  • Unikt og ansvarligt

    Vi giver dig bedre og mere unikke oplevelser og går op i, at dit besøg også er en gevinst for lokalbefolkningen.

  • Smil og ekspertise

    Vi giver dig rådgivning med smil, empati og viden, så du får en rejse, der er skræddersyet præcis til dig.

  • Attraktive priser

    Vi har et ekstremt smidigt omkostnings-setup og er derfor ofte billigere end både nettet og konkurrenter.

Få et nyhedsbrev med hemmeligheder, historier og holdninger

Vi leverer rejser med omtanke, og nyhedsbreve med indsigt. Og sender kun post, når vi har noget på hjerte.