La Donaira ligger gemt inde i Andalusiens hjerte. Her trænger vinden sig pludselig på, som en mistral, der får oliventræerne til at danse. La Donaira betyder vinden, men det betyder intet.
Hvad der betyder noget 100 km nord for Marbella er kærlighed. Kærlighed til naturen, kærlighed til materialerne, kærlighed til det stoflige, til det udefinerbare, til panoramaudsigten, til havernes vilde blomster og urtehavens mere end 60 aromatiske stiklinger. Det er kærlighed til den gode byggestil, til landskabets velvære, til permakultur og holistisk tankegang, til den lokale landsby, til bløde sofaer og Europas bedste madrasser, kærlighed til mere end 70 Lusitano-heste, der er blandt verdens ældste hesteracer, og kærlighed til det gode værtsskab.
La Donaira er ikke et hotel, ej heller et refugium eller blot et sted at sove. La Donaira er bare La Donaira, som stedets vært Manu fortæller os. Det giver naturligvis ikke mening, før man har været der. Men det har vi nu, og vi kan konstatere, at en ny type overnatning er født: Anti-hotellet.
La Donaira er en gammel nedkørt landbrugsejendom, der ikke er til at kende igen. Manu viser os billeder fra restaureringens mange faser. De oprindelige kostalde er omdannet til hjertet af La Donaira. Her er tre til seks meter højt mod loftets fletværk af afsyrede bjælker. Kun de fire oprindelige bærende søjler står majestætisk i æggehvid indpakning med masser af luft omkring sig.
Flydersofaer, lænestole, en reol med en gigantisk LP-samling og en pladespiller, opslagsværker om design, landbrug, filosofi er bredt ud på vintagemøbler rundt omkring i stuen. Du kan flyde, læse i lænestolen eller sætte David Bowies "Changes One" på og forsvinde i teksten til Space Oddity: ”And I’m floating in a most peculiar way”.
Her er stille. Her er varmt midt på dagen, men køligt i vinterhalvåret. Her er fredfyldt. I det fjerne skimtes den lokale landsby, El Gastor; en lille, hvid by, pueblo blanco, som ligger i bjergenes favn og smiler mod himlen. Nikki er fra det nordligste England, men hun har boet i El Gastor i 13 år. I lidt mere end to år har hun været ansat i køkkenet på La Donaira. I mange år var hun nødsaget til at rejse 50 minutter for at komme på arbejde på et hotel i Ronda, områdets mest kendte destination. Pludselig er det blot en kort køretur gennem olivenlunde, vinmarker og græssende geder, så er hun på arbejde. ”La Donaira har gjort en stor forskel for landsbyen. Vi er mange ansatte, som bor her. Ikke kun i køkkenet men også som landbrugsmedarbejdere og i hestestaldene”.
Grunden i de grønne bakker omkring La Donaira favner næsten to km2. Det er et enormt område, der er delt ligeligt mellem økologisk dyrkede jorder, som har tilhørt La Donaira i årevis og nyligt erhvervet landbrugsland, der har fungeret som konventionelt landbrug og derfor ligger brak i to år, indtil også det kan døbes økologisk. Landskabet er kuperet, og rundt omkring på bakkeskråningerne stikker enorme, kantede sten frem som forrevne klippesider. Slanke mandeltræer med spredte grene, der former en buket, som mest af alt ligner en rastafari-hårpragt i olivengrønne nuancer. Vejrbidte egetræer står med krogede grene og solide stammer. Her er svajende, vilde blomster i gul og lilla. Og valmueblomster, der vifter med sine postkasserøde blade. Og i urtehaven kappes grønne farver og sødlige dufte om din opmærksomhed. En vandresti fører fra La Donaira til den store stejle bakke mod øst, hvorfra paraglidere pludselig dukker frem som enorme, svajende fugle på udkig efter en varm luftstrøm.
Egentlig er der rigeligt at foretage sig på La Donaira. Den velindrettede og designbevidste spa rummer en reel pool, hvor du kan svømme baner af 15 meter ad gangen. Her er et tyrkisk dampbad og en miniature pool med iskoldt vand. Og udenfor ligger en anderledes bred pool, som børnene vil nyde at lege og dykke i. En kort vandretur gennem vilde blomster og krat fører til staldene, hvor de mere end 70 Lusitano-heste holder til. Her møder vi en gruppe svenske kvinder, der er på rideferie og elsker det. De er kommet her flere gange, og virker helt opslugte af de vidunderlige dyr, der står i hvide og brune nuancer og kigger fraværende ud i landskabet.
Men vi kan godt se skønheden i at ride rundt i stilheden i et landskab, der minder om en scene fra Brødrene Løvehjerte.
En af kvinderne, Johanna, også fra Sverige, kan ikke nøjes med at komme på ferie på La Donaira. Så siden sommeren 2017 har hun været fast tilknyttet stedet som chef for hestestaldene. Det pulserende liv i Stockholm er skiftet ud med det, der virkelig er Johannas passion: Heste. Hun har tidligere arbejdet i Irland, England, Danmark og Tyskland før hun indså, at livet i en fødevarevirksomhed skulle udskiftes med noget, der ”gjorde mig lykkelig”. Da hun ankom til La Donaira i juni 2017 indtraf der en forelskelse. ”Nogle mennesker finder deres bedre halvdel. Jeg fandt La Donaira. På otte uger sagde jeg mit job op, solgte min lejlighed, mine ejendele og min hest derhjemme i Sverige”, siger den solbrune, midaldrende kvinde, mens hun gør endnu en hest klar til gruppen af svenske beridere. Vi har ikke mange timers erfaring med heste i We Travel. Anders er stort set fløjet af de to gange, han har været på en hesteryg. Mikkel har kun prøvet hesteridning på den brasilianske slette i Pantanal. Men vi kan godt se skønheden i at ride rundt i stilheden i et landskab, der minder om en scene fra Brødrene Løvehjerte.
Værelserne på La Donaira minder på mange måder om lækre hotelværelser på et boutiquehotel. Farverne passer sammen, og alle detaljer synes at være tænkt på. Det viser sig dog, at alt interiør er hentet på loppemarkeder rundt omkring i Europa. På et af værelserne står for eksempel et bredt garderobe-stativ med utallige gennemsigtige skuffer i afsyret egetræ, som er fundet på Nørrebro og klæder den stenbesatte bagvæg som var der tale om et Art Deco-møbel specialfremstillet til en designbutik. Og vores værelse har noget andet, man sjældent finder på et hotelværelse: Et panoramavindue.
Og på soveværelset er det så et panoramavindue på to gange en meter, som inviterer de solgule blomster og det høje græs direkte ind i sengen, som var der faktisk ikke noget vindue mellem himmelsengen i tungt træ og naturens eget tapet.
De er alle vegne; kæmpe vinduer i stuerne, der vender ud mod gårdspladsen eller mod horisonten bag den grønklædte bakke en km væk. Mindre panoramavinduer i køkkenet, der er aflange og giver følelsen af, at man sidder i en biograf med et lille lærred, der til gengæld viser en utrolig smuk naturfilm i et vanvittigt langsomt tempo. Og på soveværelset er det så et panoramavindue på to gange en meter, som inviterer de solgule blomster og det høje græs direkte ind i sengen, som var der faktisk ikke noget vindue mellem himmelsengen i tungt træ og naturens eget tapet. Men det er ikke et værelse, man lukker sig inde på. Dertil er fællesområderne for inviterende med store flydesofaer, meterhøje kunstværker på væggene og spredte lænestole, der akkompagneres af borde med bøger; fra Piketys ”Kapitalen” til poesibøger på et væld af sprog. Fra indretningsbøger til fagbøger om havens pleje. Næsten uanset din interesse findes der en bog på La Donaira, som du kan hoppe ombord i. Med mindre du altså har bestemt dig for at gøre det, man gør bedst på La Donaira: Keder sig.
Det kan virke som lidt af et tabu at servere for potentielle gæster, der betaler 2000-2500 kr. per person i døgnet, men sjældent har vi haft så meget lyst til at lave ingenting som på La Donaira. Det er stedet, hvor du kan kede dig med god samvittighed, fordi det er godt at kede sig. Det er sundt, og dit syn bliver konstant fordybet i naturens malerier udenfor. Man flyder hen. Man tænker. Man tænker ikke. Man tænker slet ikke. Man drikker frisklavede Cortado eller et glas biovin, der minder om æblejuice med ekstra syre. Man rykker rundt i møblerne, fordi panoramavinduerne drager en til sig. Man spiser tapas fra en fin lille bakke og drikker mere biovin. Man glor. Og man finder pludselig ud af, at dette sted er ikke et hotel, det er et sted. Et sted med kærlighed til det kønne i livet, til naturen og til livsnydelsen.
Når den følelse opstår, fordi der ikke er nogen check-in skranke eller tjenere i stive uniformer, så virker det, som om man bare er på besøg hos en ven med usædvanlig god stil og smag. En ven med penge nok til at ophøje alle detaljer til det vigtigste i livet. Som Manu forklarer os om aftenen, så er ejeren, Manfred, en person, der får rykket lampen tyve centimeter til højre, så femten centimeter til venstre, så ti, så fem og så to. Fordi det ikke er ligegyldigt. Fordi indretningen betyder noget. Det føles, som om Bo Bedre har været forbi og arrangeret møbler, så de fremstod som en drømmebolig fra det solrige Spanien. Forskellen fra den lidt sterile præsentation i et indretningsmagasin til virkeligheden på La Donaira er, at den gennemtænkte indretning lever videre, efter at billedet er taget. Vi må godt røre, se og føle. Og oplevelsen af, at vi er på et ikke-hotel bliver total, når vi medregner menneskene og husets hunde, der kommer forbi i ny og næ og hilser på dig.
Vi lærer de ansatte at kende, mens vi sjosker rundt på La Donaira. Det er uundgåeligt. Og det er en stor del af charmen her. Vi får faktisk talt med nogen, vi ikke umiddelbart kender. I det åbne køkken står et enormt spisebord i massivt egetræ, hvor alle gæster samles til de tre daglige måltider. Her går snakken på tværs af bordet og på tværs af rummet, fordi vores mange spørgsmål om stedets unikke karakter bliver besvaret af de ansatte. Maden er baseret på ultralokale råvarer fra La Donairas egne biodynamiske afgrøder. Æggene er indsamlet fra hønsene udenfor, ofte i selskab med de børn, som er på ferie med deres forældre langt væk fra dagligdagen. Vi møder en engelsk rejseagent, en hollandsk skribent med to teenagebørn, de svenske beridere og en australsk pige bosat i Columbia. Det er en styrke ved La Donaira: Du kommer derfra med lidt mere menneskekundskab, end da du ankom. Du har måske ligefrem udvekslet sociale medieadresser, så I kan holde samtalen kørende, selv efter at I er tjekket ud. Men I bliver hurtigt enige om, at La Donaira er lidt af en drøm for erfarne rejsende. Her stilles ingen særlige krav til din opførsel.
Her er ikke nogle skilte af, hvordan du bør opføre dig. Her er ikke nogen skranke, hvor du kan henvende dig med dit vasketøj eller dine spørgsmål til opholdets indhold. Har du et spørgsmål, så spørg! Om det er en ansat eller en gæst, som er nærmest og hører dig, er underordnet. Her er alene mennesker, der virker, som om de har valgt denne anti-hotel-oplevelse med vilje – og er lykkelige for valget. Og vi synker hurtigt ind i et fællesskab, en symbiose med ansatte og gæster, som du ikke kan finde anmeldelser af på TripAdvisor. Oplevelsen af at være gæst hos en god ven præger opholdet.
Vi har kun været på besøg i et døgns tid, men der er en snigende fornemmelse af, at vi har fundet den mest eksklusive prototype på den type overnatningssted, vi søger i We Travel. Vi kom hertil for at arbejde med vores lille verdensfirma, men vi blev blæst omkuld allerede ved ankomsten. Arbejdet måtte lægges til side, for sanserne kom på overarbejde, og vores forståelse af, hvad et hotel er, blev gjort til skamme. Det er noget af en opdagelse for en gruppe meget erfarne rejseeventyrere. Men det er sundt, og det er i bund og grund en bekræftelse af, at rejseverden er under udvikling; den redefinerer sig selv, og det ligger godt i tråd med vores egen tilgang. Luksus er ikke et spørgsmål om stjerner. Et hotel er ikke et spørgsmål om room service eller TV på værelset. Et ferieophold er ikke et spørgsmål om at blive forkælet af folk, der slår hælene sammen og bukker dybt. På en bakkeskråning i et tavst Andalusien, hvor følelsen af at være høj allerede er indtruffet efter få timer, virker det helt naturligt, at et hotel, en luksusoplevelse og et ferieophold bygger på noget helt andet, noget sanseligt, noget jordnært, noget smukt, noget du ikke bare kan forbruge som en vare men i stedet må overgive dig til i rollen som gæst. Det er jo et antihotel, du tjekker ind på. Og det blæser dig omkuld. ”Floating in a most peculiar way”
