Der er ikke slået skår af Bangkoks bedste bistrot, selv om stedets gademad har fået international opmærksomhed

Jeg fik Bangkoks bedste streetfood her til aften. Ikke på gaden ganske vist. Men det er vist også den eneste skønhedsplet på en oplevelse, som ellers tvinger mig til at sende anbefalingen videre.

Soulfood Mahanakorn har eksisteret i 8-9 år. Jeg var heldig at kigge forbi, da de åbnede, og jeg blev begejstret. Derfor har restauranten været i mange udgaver af Turen Går Til Thailand. Konceptet er nemlig tiltalende i mere end en kulinarisk forstand. Stemningen er passende uformel, og musikken er den slags, som får dig til at bryde middagen med utallige tryk på Shazam. Så man tager mere end en mindeværdig madoplevelse med sig fra sjælemadens lille tempel.

Der var plads ved baren, og det passer jo fint, når man er alene ude at spise. Det var jeg så også den eneste, der var. Jeg var vist også den eneste, som havde ladet den smarte telefon blive hjemme. Men et var helt bevidst. Jeg ville være tilstede; jeg ville indtage sjælemaden med mine fulde fem sanser. 

Soulfood Mahanakorns menu inviterer til at spise på thai maner; vi deler og smager på lidt af det hele. Så for en gangs skyld begrænsede jeg mig til lidt, men godt. Jeg gik efter nogle af de mere klassiske thairetter, som man også nemt kan finde på gadeplanet. Fiskefrikadeller, Tord Man Pla, og en salat af hakket, røget andekød med urter, knust ris og chili, Laarb Ped. Og lad mig bare slå fast, at de to retter var suverænt afstemt og veltilberedte. Men først lige et par ord om atmosfæren.

Atmosfæren har også sjæl

Soulfood Mahanakorn er en bistrot, som rummer plads til 50 spisende gæster på to etager. Der er ingen dug på bordene, men du får en stofserviet i skødet. Og et drinkskort afslører, at sjælemaden meget vel kan komplimenteres af velkendte drinks med et thai twist. Der er også rigeligt med vin på kortet, men det holder jeg mig generelt fra, når jeg spiser thaimad med chilistyrke på hjemmebaneniveau. Vi er i Thailand, og whisky har altid været et bedre akkompagnement, hvis jeg skal udfordre den alkoholiske side. Så det blev en Kentucky Mule, der kostede det halve af, hvad de barer, som jeg senere skal fortælle om, tager.

Der var gang i snakken ved bordene, men det virkede opløftende, som livet på en god bistrot skal være. På et tidspunkt blev der serveret en lille anretning ved et af de fem borde i stueetagen, og så brød vi alle ud i fødselsdagssang. Det holder jeg mig som oftest fra, men her, på en intim spisecafé med god stil og glade gæster, virkede det på en eller anden sær måde naturligt. Vi sad jo tæt, og der var ikke lagt op til nogen kikset manøvre, hvor fødselaren skal puste et lys ud, så vi alle kan klappe bagefter. Det var bare et lille stykke atmosfære, der gik i et med spisningen og den livlige snak.
 

Økologiske strejf

Maden gik rent ind hos mig. Fiskefrikadeller på thai er en ret, der skal kunne det samme som stegt flæsk og persillesovs. Den ene bid skal give lyst til mere - hvis retten er lavet ordentligt. Især den dybstegte dej af fisk skal være rigtig god for at få mig til at pifte sagte. Soulfood dybsteger fiskedellerne, så de netop bliver sprøde, men ikke mere end at fiskedejen er lidt sej, og man skal lægge lidt kræfter i at skære den op med det obligatoriske thaibestik: Gaffel og ske. Der var mangosalat til, og jordnødder, og samlet set går retten ud på at tilfredsstille surt, sødt, salt og stærkt. Jeg havde bedt om ikke at blive skånet for chilierne, og når jeg bed i den  sprøde dej mærkede jeg varmen brede sig i hele munden, til dels på grund af chilierne, som er blandet i dejen.

Andesalaten var lavet af økologisk, røget and, og det hakkede kød blev serveret med små dybstegte flæskesvær fra andefedtet, som er en finesse, jeg ikke husker at have mødt før. Det fungerede helt vildt godt som salt modspil, ligesom røgsmagen i øvrigt,  til den pikante smag, som er indbegrebet af Laarb. Det er en ret, der kan få tårerne til at trille. Jeg snøftede, og jeg nød det. Og jeg slukkede ildebranden med røde klisterris fra hjertet af risthailand, Isaan. De økologiske ris var både sukrede, bløde og smagfulde og samtidig stak der ind imellem nogle næsten ukogte, lidt spørge riskorn frem. Det gav bid, og det fungerede vildt godt.

Mellem Rama V og Michelin

Imens spillede musikken. Det var musik, som bød på lige så meget sjæl som Soulfood, og derfor må jeg bare anerkende stedet for at finde den perfekte harmoni mellem mad og stemning. Jeg skyllede min Kentucky Mule ned i små slurke og slukkede efter med postevand, alt imens jeg sad og betragtede to skilte i baggrunden af baren. For mellem litervis af alkohol sad et rødt metalskilt fra Michelin og et ikonisk fotografi af Thailands femte konge, Chulalongkorn, der sidder usædvanligt privat og uformelt i en stol, mens han ryger en cerut og roder med en lang rørepind i en gryde. De to skilte viste spændvidden på Soulfood Mahanakorn. Der er ingen fine fornemmelser ud over madens kvaliteter. Sjælemaden har for nylig fået en Bob Gourmand af Michelin, og så kunne man frygte, at priserne ville stikke af. Jeg endte med at betale 1100 Baht eller ca 250 kr for et måltid, der ville have kostet et pænt stykke under det halve på gaden.
 

Tilsæt områdets smugkroer

Men hvor meget jeg end gerne vil hylde maden på gaden for at være en oplevelse ud over det sædvanlige, så har jeg aldrig fået så velsmagende gademad i stemningsfulde omgivelser indenfor. Derfor gik jeg opløftet videre på jagt efter noget med sjæl. Og hvis man kigger godt efter, kan man finde den slags nogle få hundrede meter fra Soulfood Mahanakorn. Stedet er nærmest usynligt og blot gemt bag en stor trædør uden skiltning. Det hedder Rabbit Hole, og er en af Bangkoks mange fine, små cocktailbarer, som er opstået som et pust fra den internationale hipsterscene de senere år. Rabbit Hole er en smugkro, og de skaber små vidundere i glasset under dunkle, farvede  lysglimt, som stikker ud mellem væggene. Det er et superprofessionelt set-up, som en god cocktailbar skal være. Og priserne rammer da også hurtigt 80-100 kr for en håndmixet blanding af alkohol og sjove tilsætningsstoffer.

 

Gemt på Akyra Thonglor

Og siden der ikke er langt til næste spændende smugkro, følger her navnet, der kan fuldende en aften i Bangkoks trendy nabolag, Thonglor. For på 11. etage af hotellet Akyra Thonglor ligger en bar gemt bag swimmingpoolen, hvor der heller ikke er skilt på døren. Der er heller ikke nogen omtale af baren i hotellets egen information til gæsterne. 008, som baren er døbt, holder sig pænt i baggrunden, og hotellet spiller med hele vejen, hvilket er sjovt. På flere anmeldelser på Tripadvisor kan man se tidligere gæster beklage sig over, at de ikke kendte til baren. Der er også kun plads til 25-30 gæster, foruden en hus-DJ, der spiller LP’er og en minimalistisk scene til et endnu mindre jazzband. Der er store cognacfarvede lænestole over det hele, og udsigt gennem persienner til noget Bangkok skyline, som altid ser glamourøs ud i nattens mørke. Der er mørkt, og hyldevis af sprut står som små kunststykker indrammet bag baren, som vil man signalere, at alkohol er et spørgsmål om smag. Og det er vel egentlig meget rammende.  

 

We Travel - We Share

Jeg snøftede, da jeg gik ud af Soulfood Mahanakorn. På den gode måde. Sjælemaden er top notch - også selv om mine thailandske venner sikkert vil mene, at der mangler chili. Men denne anbefaling er ikke en venlig påmindelse til mine madglade thailandske venner. De er for længst videre til de utallige andre restauranter, som findes i og gør Bangkok til en af verdens kulinariske hovedstæder. Denne anbefaling går ud til jer, der læser med i We Travels univers, og dem I vil dele historien med. Og lad det så være en påmindelse om, at I kan forvente noget mere, når I handler hos os i We Travel. I får en rejse med bid i, hvis I vi have det.