80% af verdens turister besøger bare 10% af verdens turistdestinationer
Underturismen ser lyset
80% af verdens turister besøger bare 10% af verdens turistdestinationer. Tænk lige over det. Det er 1 mia. mennesker, der groft sagt besøger et par hundrede destinationer verden over.
Samtidig er turismehvervet indtægtsgivende for over 330 millioner mennesker og turisme genererer direkte eller indireke mere end 10% af verdens bruttonationalprodukt, eller hvad der svarer til godt 75 billioner DKK. Det er 75 med 12 nuller bag.
Der bliver med andre ord skabt 75,000,000,000,000 DKK årligt i kraft af turismen. Hvert kvartal rejser omtrent 300 millioner mennesker internationalt. Men de klumper sig sammen, og det bliver i værste fald til overturisme, som har været et enormt diskussionsemne i 2024. Overturismen giver enorme udfordringer for en række især europæiske storbyer og feriedestinationer, som for sent er kommet i gang med at tænke turismen ind på en hensigtsmæssig måde.
Omvendt bokser utallige byer, destinationer og regioner med at tiltrække sig turistdollars, som ellers ville være en kærkommen indtægt især i randområder, der somme tider er nabo til større turistdestinationer men ikke formår at nyde godt af det. Og der er faktisk ingen grund til, at disse oversete destinationer ikke også får tilført noget af den livsvigtige indtjening fra turisterne.
Et af vores egne eksempler
Spørger du Karin er Ibiti i Brasilien et fremragende eksempel:
Et besøg i Ibiti i højlandet bag Rio de Janeiro er en af den slags oplevelser, du ikke anede, at du ønskede dig.
Det er milevidt fra de klassiske billeder af Brasiliens strande, karneval og samba, Amazonas og Iguacu. Det er en smuk historie om at ville gøre en forskel for naturen og lokalsamfundet. Og hvor lokalsamfundet er centrum og medejer - ikke bare en kulisse.
Listen med underbesøgte destinationer er selvfølgelig enormt lang. De færreste lande kan lokke turister til alle regioner.
Men regnestykket må nødvendigvis være sådan, at 90% af verdens turistdestinationer ikke bliver nævneværdigt besøgt. Og det afledte regnestykke må nødvendigvis være, at hvis en større portion af dem, der besøger verdens 10% mest populære destinationer, kan fristes til at søge andre steder hen, så opstår der en positiv effekt begge steder - både overturismen og underturismen vinder, hvis vi bliver mere bevidste om alternativerne til ikoniske og klassiske destinationer.
I We Travel har vi fra begyndelsen haft en ambition om at bringe de underturistede steder i spil.
Har du hørt om Isaan?
Lad mig komme med et eksempel, som altid har stået mig nært - ikke mindst som rejsebogsforfatter.
Jeg har beskæftiget mig med Thailand som turistland de seneste 30 år. Det er en periode, hvor landet er gået fra at modtage 5-6 millioner internationale turister til over 40 millioner internationale turister. Landet er på størrelse med Frankrig, byder på mere end 3.000 kilometers kystlinje, bjerge, rismarker, nationalparker overalt i landet og et folk, der er kendt som imødekommende og serviceorienterede over for turister og rejsende. Maden er et kapital for sig, præcis som det franske køkken. Og - præcis som Frankrig - har Thailand en hovedstad, der er enormt populær som turistdestination.
Men hvor Frankrig synes at kunne lokke turister til stort set alle regioner, også til områder, hvor der ikke er kystlinje og badeferie på programmet, så har Thailand en enorm udfordring: Ingen gider at besøge den folkerigeste og største region, Isaan.
Mere end 30% af den thailandske befolkning bor her i et område af Thailand, der dækker lidt mere end en tredjedel af landarealet. Men indtægterne fra turismen, fra de 40 millioner turister årligt, får regionen nærmest ingen af. Isaan genererer 3% af turistindtægterne. Det er stadig en pæn portion penge, om end rejsende til Thailands største region bruger færre penge dagligt end i andre regioner. Naturligvis. Alting er billigere dér. Der er ikke sket en inflation af hotelpriserne som mange andre steder.
Du møder Isaans smil overalt i Thailand
De få besøgende til Isaan er et paradoks, som nærmest bliver forstørret på absurd vis, når man indregner, at regionen er storeksportør af sit køkken og sin arbejdskraft. Når du indlogerer dig på et hotel i Sydthailand, eller i Bangkok, eller et hvilket som helst sted med omfattende turisme, så er mange af de ansatte oprindeligt fra Isaan. Og deres madretter som fx Laarb, Som Tam og spyd med marineret, kulgrillet kød er til salg allevegne i disse turisthotspots. Det er nemlig populære retter. Turisterne møder smilet fra Isaan overalt i Thailand. Men det får ikke turisterne til at tage til Isaan, hvor maden stammer fra, hvor priserne er lavest og hvor smilet går for at være størst i hele Thailand.
Vi skal ikke skabe en revolution af forandring i disse underturistede steder. Men vi skal blive mere bevidste om, at disse steder ofter rummer enorme rejseoplevelser, som kan bidrage til en positiv udvikling lokalt.
I We Travel har vi fra begyndelsen haft en ambition om at bringe de underturistede steder i spil.
Vi har ønsket at investere i projekter, der kunne gøre det mere attraktivt for en destination eller en region at tiltrække sig turister. Vi har støttet projekter i Indonesien og i Cambodja, hvor lokalmiljøet har brug for en indsprøjtning og de unge brug for andre muligheder for uddannelse end ingen uddannelse.
Vi inviterer jer til at tage med til nogle af de disse underturistede destinationer, fordi vi ved, at oplevelsen er enorm og mange gange rummer flere overraskelser, end et besøg til en destination, hvor I allerede har fået alle de gode og velmenende råd af jeres nabo og kollegaer; hvor I får en oplevelse som så mange andre.
Et af vores egne eksempler
Mit yndlingseksempel er huset på landet i Cambodja, lyder det fra Berit.
Alle har hørt om og vil gerne til Angkor Wat, men hvor mange har lige hørt om Kampong Chhnang? Og vil opleve livet langt ude på landet blandt simpelt landbrug og tøjfabrikker, der producerer billigt tøj til Europa?
Farmhouse Smiling Gecko er født med det formål at skabe jobs i en underudviklet region af Cambodja, så de kan fastholde og uddanne de lokale i området i stedet for at de søger mod Phnom Penh og ender i fattigdom. Derfor fungerer huset på landet som et boutique-hotel, hvor der samtidig foregår en uddannelse af de lokale indenfor turisterhvervet.
Det er et spørgsmål om alternativer til de traditionelle job, den klassiske vej til storbyen og den nyfundne stolthed over lokalområdet.
For de af feriefolket, som har mod på at udfordre sig selv lidt, er mange af de alternative destinationer - fra Indonesien i øst til Ecuador i vest -, som vi arbejder med i We Travel, helt særlige. De vil have glæde af at blive udviklet som turistdestinationer med omtanke, og det oplever vi, at der er mere fokus på i disse år, fordi der netop har været en langvarig, intens debat om overturismens konsekvenser.
Det giver os håb for de underturistede destinationers udvikling, som selvfølgelig kan være skrøbelig, fordi lokalbefolkningen netop ikke er vant til turister i stor stil.
Alligevel er det på høje tid at få sat fokus på underturismen, som er utallige destinationer verden over, hvor potentialet er til stede for at bliver henrykt som turist, men hvor gamle vaner og manglende mod - ikke mindst fra rejsearrangørernes og turistudviklingsselskabernes side - begrænser den udvikling, som kan være guld værd i en underturistet region.
Guld værd, fordi mange af disse regioner ofte også er oversete i andre sammenhænge. Den thailandske region Isaan er den fattigste i Thailand. Her tjener folk i gennemsnit under det halve af, hvad folk tjener i Bangkok. Her er uddannelsesniveauet lavere end i andre regioner. Her flytter lokalbefolkningen fra, fordi der er arbejde at finde i turistindustrien alle mulige andre steder i Thailand.
Vi skal ikke skabe en revolution af forandring i disse underturistede steder. Men vi skal blive mere bevidste om, at disse steder ofter rummer enorme rejseoplevelser, som kan bidrage til en positiv udvikling lokalt.
Både overturismen og underturismen vinder, hvis vi bliver mere bevidste om alternativerne til ikoniske og klassiske destinationer.
Så meget fylder turismen i verdensøkonomien
Ifølge World Travel and Tourism Council (WTTC), der står bag den mest omfattende research af turismens påvirkning af verdensøkonomien, er rejse- og turismeaktiviteter nu på højde med eller over niveauet fra før coronapandemien.
WTTCs seneste årlige forskning viser for eksempel:
- I 2023 bidrog rejse- og turismesektoren med 9,1 % til det globale BNP; en stigning på 23,2 % fra 2022 og kun 4,1 % under 2019-niveauet.
- I 2023 var der 27 millioner nye job, hvilket repræsenterer en stigning på 9,1 % i forhold til 2022, og kun 1,4 % under 2019-niveauet.
- Indenlandske besøgendes udgifter steg med 18,1 % i 2023, hvilket oversteg 2019-niveauet.
- Internationale besøgsudgifter registrerede et hop på 33,1 % i 2023, men forblev 14,4 % under totalen i 2019.
___
At 80% af verdens turister besøger 10% af verdens turistdestinationer, fremgår af en undersøgelse af konsulentfirmaet McKinsey.