Sommereventyr i Indonesien - surf, Sumba og suveræn snorkling
Kom med til det Indonesien kun de færreste oplever. Til det vestlige Balis rå surferstrande, fredelige landsbyer og spektakulære risterasser. Til vilde og jomfruelige Sumba, hvor små, vidunderlige hoteller drives med hjertet mellem traditionelle landsbysamfund og dramatisk natur. Og til sidst til et lækkert bungalowhotel med suveræn snorkling fra husrevet og med Komodo-nationalparken som nabo.
Et oplevelsesspækket eventyr, hvor der samtidig er masser af tid til bare at være sammen. Hele vejen bor I på små hoteller med masser af sjæl og atmosfære. Perfekt til eventyrlystne familier og alle andre med eventyrblod i årerne, der kan rejse i sommerhalvåret fra april til november, hvor vejret er mest egnet.
Noget af det, I kan se frem til:
- Det uberørte vest-Bali fra strand til højland
- Vilde og vidunderlige Sumba, hvor kun de færreste finder til
- Afslut i Komodo National Park med koralrev og fordybelse
- Små hoteller med store hjerter og ecolodges, som I ikke vil videre fra
- Mulighed for stop i Kuala Lumpur eller Singapore på vejen
Det Bali, du ikke vidste fandtes
Vestbali og Tabanan-provinsen - de popper sjældent op i de farverige turistbrochurer, og netop derfor skal I hertil. Til det ægte Bali, hvor livet leves og naturen hersker. Her er sorte lavastrande og surfbølger, risterasser, vandfald og jungle, cykelture gennem landsbyer og fantastiske trekkingruter (fx til toppen af mt. Batukaru).
Sumba - vildt og venligt
Øen, der er gået langt under turistradaren og har bevaret sin sjæl. Her er ældgamle stammekulturer og -ritualer og en natur så vild og varieret, at de fleste forelsker sig i øen. Der er ikke mange rejsende, der finder vejen hertil, men det spirer på øen. Af ansvarlighed og venlighed. Faktisk, skal I bo lige der, hvor det spirer allermest. Du kan læse meget mere her om, hvorfor du skal tage til Sumba.
Komodo-øerne og koralrev
De fleste kender Komodo-varanen, men langt færre ved, at livet under vandoverfladen er endnu mere betagende. I skal bo på en lille ø med eget husrev, hvor skildpadder og babyhajer jævnligt kigger forbi. Den perfekte afslutning på et sandt Indonesien-eventyr - langt væk fra alfarvej.
Kort program
Rejsen kunne fx se således ud, men som med alt andet sætter vi allerhelst rejsen sammen præcis til jer. Det kan være kortere eller længere, bedre eller billigere, i modsat rækkefølge, eller hvad vi nu i fællesskab kan finde på.
Dag 1: Afrejse fra Danmark
Dag 2: Ankomst til Kuala Lumpur, Malaysia
Når I lander i Kuala Lumpur, bliver I hentet i lufthavnen og kørt til KL Journal i hjertet af byen.
Det er også muligt at tage Singapore i stedet for Kuala Lumpur. Eller springe storbyopholdet helt over og begynde på Bali - hvad der er rigtigt for jer, finder vi ud af i fællesskab.
Dag 3: Kuala Lumpur
I bor i en lille sidegade til byens bedste madmarked. Måske skal dagen starte der? Ellers er der rig mulighed for at drage på opdagelse i byens gader og vi hjælper også gerne med en kulinarisk vandring, hvis I vil opleve udover det sædvanlige.
Dag 4: Fra Kuala Lumpur til Bali
Fra storby til strand. I bliver kørt til lufthavnen og flyver mod Bali, hvor I skal udforske det uberørte Vestbali. I har 3 nætter på charmerende Puri Dajuma Eco Resort.
Dag 5-6: Strand, vand og hjertelighed på Bali
Der er et spirrende surfmiljø i Medewi, der ligger 5 minutter fra Puri Dajuma. Prøv kræfter med surfbølgerne eller kør på opdagelse på to hjul i et mindre besøgt hjørne af Bali. I kan selvfølgelig også bare slappe af og nyde havet og den afslappede atmosfære.
Dag 7: Fra kysten til Balis højland
Fra stranden skal I op i højlandet og bo mellem rismarker og jungle på Mt. Batukarus sydvendte skråning. Her ligger Clove Tree Hill Villas - et skønt minihotel ejet af Dian fra den nærliggende landsby.
Dag 8-9: Rismarker og regnskov på Bali
Her er ret pænt på kanten af Batukaru-bjerget og udsigten kan man godt bruge flere timer på at indtage. Tag på opdagelse i højlandet, bad i vandfald og mød det lokale og kulturelle Bali væk fra mængden.
Dag 10: Fra Bali til Sumba
Efter en lille uge på Bali skal I videre til det vilde og varierede Sumba. Det er kun en times flyvning fra Bali, men I lander nærmest i en anden verden. I skal på bo de første 3 nætter på et ægte happy place og hotelskole, der gør en kæmpe forskel for lokalsamfundet.
Dag 11-12: På opdagelse på nordvest-Sumba
Der er overraskende meget at lave på Sumba fra lokal stammekultur til vilde naturoplevelser. Det kan I læse mere om i vores mini-guide til Sumba.
Dag 13: Videre til en lille strandby på sydvest-Sumba
Fra indland til strandkant, hvor I har de næste tre dage på et smukt, lille boutiquehotel med hjertet det rette sted.
Dag 14-15: Strand og surf
I kan lave så lidt eller meget, I har lyst til. I har vandet lige om hjørnet, og der er godt med muligheder for at opleve både til vands og til lands. Der er suveræne surfbølger tæt på, snorkelture med mulighed for at fiske med harpun, besøg i små bugter og uberørte strande.
Jeres værter vil med stor sandsynlighed have gået på Sumba Hospitality Foundation's hotelskole, så I vil komme til at opleve, hvordan en enkelt kvindes vilje og drivkraft, kan være med til at gøre en positiv forskel for en hel ø.
Dag 16: Fra Sumba til Komodo
En kort flyvetur bringer jer fra Sumba til Labuan Bajo på Flores. Fra Labuan Bajo sejler I ud til den lille, smukke ø Seraya, hvor I slutter eventyret på et lille, sympatisk bungalowhotel med suveræn snorkling fra stranden og Komodo Nationalpaken som nabo.
Dag 17-20: Strand og koralrev
Der er tid til at fordøje oplevelser, mens I slapper af på stranden, snorkler med farverige fisk og rolige skildpadder og spiser middage ved langbordet. Det er også muligt at tage på sejltur i nationalparken, hvis I vil opleve de store varaner og øhavets øvrige undervandsliv.
Dag 21: Afrejse
Det er tid til afsked. Turen går normalt via Indonesiens hovedstad Jakarta hjem mod Danmark.
Dag 22: Hjemkomst
Vejledende Pris
- Voksne: 28 - 30.000 kr. **
- Børn (op til 11 år): 19 - 21.000 kr.
*Obs! Priserne er pr. person i delt dobbeltværelse/familieværelse. Den nøjagtige pris afhænger af prisen på flybilletterne, når I bestiller. Vi gør det naturligvis altid billigst muligt. Der kan forekomme tillæg henover ferieperioder og højtider (typisk jul/nytår, kinesisk nytår og påske).
**prisen i sommermånederne er med stort forbehold da flypriserne til Bali er særdeles høje og mange af vores små, lokale steder har stærkt begrænset ledighed eller allerede er udsolgt i længere perioder. Vi vil dog altid gerne prøve at hjælpe med at bringe alternativer i spil.
Rejsen inkluderer:
- Fly København - Kuala Lumpur - Bali - Sumba - Labuan Bajo - København
- Alle skatter og afgifter
- 3 nætter på Puri Dajuma Eco Resort med morgenmad
- 3 nætter på Clove Tree Hill Villas med morgenmad
- Indenrigsfly fra Bali til Tambolaka på Sumba
- 3 nætter på Maringi Sumba med halvpension
- 3 nætter på Alamayah med morgenmad
- Indenrigsfly fra Tambolaka til Labuan Bajo
- 5 nætter på The Seraya med morgenmad
- Al transport mellem lufthavne og hoteller
Ikke inkluderet:
- Visum til indonesien (fås ved ankomst)