Colombia er endnu ukendt rejseterritorium for mange, men vi hjælper overblikket på vej i denne mini-guide. Her kan I læse om de mest interessante områder i det kæmpestore land og få et overblik over det logistiske, som ellers hurtigt kan virke lidt uoverskueligt.
Men først skal vi have Colombia placeret på verdenskortet og styr på lidt fixpunkter:
Colombia er Sydamerikas nordligste land og deler grænse med hele 5 andre lande: Panama, Venezuela, Brasilien, Peru og Ecuador.
Her er også to lange kyststrækninger: Stillehavskysten og den caribiske kyst. Og så ligger Amazonas sågar i landet. Men alt det kommer vi ind på herunder.
Vi starter dog i hovedstaden, Bogotá:
Bogotá - Colombias højtbeliggende hovedstad
Bogotá er en vibrerende og på mange måder rå storby, som blandt meget andet byder på historie, arkitektur, kunst, musik og gastronomi.
I den gamle bydel, La Candaleria, finder I dét, som er Bogotás varemærke - en imponerende udtryksfuld grafitti, som afspejler generationer af unges følelser og politiske holdninger. Derudover er bydelen kendetegnet ved smalle, brostensbelagte gader og farverige kolonitidshuse, samt historiske bygninger, pladser, kirker og kvalitetsmuseer - blandt andet guldmuseet, som foruden at være byens stolthed, også er det vigtigste museum i landet og et af verdens største og vigtigste guldmuseer.
De mere moderne bydele byder på parker, smarte butikker, spillesteder, mondæne boliger og en madscene på himmelflugt. I støder på det lokale liv i gadebilledet, når naboen lufter hund og unge kommer slentrende med en bold under armen, og om aftenen vibrerer områderne fra de omkringliggende fusionsrestauranter og hippe barer.
Villa de Leyva - UNESCO verdenskulturarv
En tre timers køretur fra Bogotá ligger Villa de Leyva, som er på UNESCO's kulturarvsliste. Byen er grundlagt i1572 og siden da er den blevet vedligeholdt, men ikke udviklet, så det føles som at lande i en tidslomme.
Byen betragtes som en af de bedst bevarede i hele Sydamerika, hvilket de brostensbelagte gader, hvide huse, klostre og kirker vidner om. Midt i byen ligger den mere end 14.000 kvadratmeter store plaza, som er en af de absolut største brostensbelagte pladser i hele Sydamerika.
Der er masser af oplevelsesmuligheder omkring byen, blandt andet kan I besøge vingårde, ride på heste eller køre ATV i ørkenen, vandre i bjergene, besøge lokale søndagsmarkeder eller gå på chokolade- eller dinosaurmuseum.
Det er også i omegnen vi har fundet en ganske unik, familieejet ecolodge med spektakulær udsigt over bjergene.
Tayrona & Magdalena regionen - hvor bjerge møder jungle og caribiske strande
Området omkring Tayrona er et af de mest populære i Colombia, og det er ikke uden grund. Med både bjerge, jungle og sandstrande indenfor rækkevidde er det svært at modargumentere, at området er noget særligt.
Tayrona Nationalpark er et ikon og en gode muligheder for, at vandre i både jungle og langs stranden. Der er masser af dyreliv, så hold udkig efter aber, frøer og fugle. Hele vejen langs kysten ligger - foruden bananplantager - små, lokale byer og den mest kendte af disse er Palomino. Byen er blevet berømt for sin hippie-vibe, de mange vegetariske cafeer og yogahold.
Sierra Nevada bjergene byder på flotte scenerier og udsigter, kaffefarme, vandfald I kan bade i, tågeskov, vandring, floder I kan flyde nedad i store baderinge og bjerglandsbyer. Der er historiske levn fra det oprindelige folk, som I med en guide kan fordybe jer i, og den dag i dag lever der stadig grupper af mennesker, som viderfører og håndhæver de oprindelige traditioner. De indgår også i det moderne samfund, så det er ikke et sjældent syn at støde på dem i deres traditionelle hvide dragter.
Til at fordøje alle disse indtryk er der kilometervis af flot sandstrand og pools, som I kan dase ved.
Cartagena og omegn - caribisk sommerstemning året rundt
Cartagena er Colombias femtestørste by og blev grundlagt af spanierne i 1533, og sidenhen er den blevet anerkendt af UNESCO som en kulturarv. Byen er historisk og smuk med sine mange fortovscafeer, brostensbelagte gader, farvestrålende huse og hestetrukne kareter overalt i gadebilledet.
Der er solskin og store smil, lokale markeder, gadesælgere, turister og frisk frugt alle vegne. Der er liv og caribisk sommerstemning døgnet rundt, og om aftenen ulmer de mange pladser af lokal folkedans og livsglæde, som det er svært ikke at lade sig smitte med.
Området omkring Cartagena byder på det stik modsatte af byen - nemlig ro, lokalt landsbyliv og meget få turister. Kun to timers kørsel bringer jer til en verden med jordveje, mangrove, lokale restauranter i vandkanten og fantastiske strande, som masseturismen endnu ikke har fået øje på. Der er et væld af aktiviteter, og fælles for dem alle er, at de er udviklet og drevet af de lokale. Vi er fx vilde med Dos Aguas Lodge - og det tror vi også I vil være.
Medellin - Latinamerikas Silicon Valley og Pablo Escobar
Medellin er anderledes end andre latinamerikanske byer. Den har fået tilnavnet “Latinamerikas Silicon Valley” og er blevet kåret som verdens mest innovative by, takket været den fremadskuende og bæredygtige tilgang til byplanlægning og offentlig transport, hvor dens imponerende system af metro, kabelbane og rulletrapper gør det nemt for alle at komme rundt i byen og samtidig reduceres trafikproblemer og CO2-udledningen.
Historien om denne udvikling starter med Pablo Escobar, og det er svært at tage til Medellin uden at gå i hans fodspor. Udover historie, byder byen på nogle af landets bedste spisesteder, farverig street art, museer og gallerier, kaffebarer, parker og nogle interessante og meget forskelligartede bydele. Derudover er Medellin en af verdens største eksportører af blomster så besøg den botaniske have eller tag på cykeltur blandt blomstermarkerne i udkanten af byen.
Området omkring Medellin har ligeledes meget at byde på - eksempelvis flotte udsigter fra toppen af kæmpeklippen El Peñol eller et besøg i Colombias mest farverige by, Guatapé.
Stillehavskysten - langt fra alfarvej, og så lidt længere
Den colombianske stillehavskyst er et af de mest uberørte steder overhovedet. Der er intet vejnetværk, så eneste mulighed for at komme hertil er med båd eller små indenrigsfly. Læg dertil at det er et af de områder i verden, hvor himlens sluser oftest er åbne - der er ekstremt grønt og frodigt, og det kræver regn og fugt.
Stillehavskysten byder på nogle ganske særlige oplevelser. Der er endnu færre turister end i resten af landet, kulturen er helt anderledes, og der er kun ganske få og meget lokale landsbyer. Der er smukke, rå strande, uberørt regnskov, vandfald og naturlige pools, varme kilder og hvaler.
Det sidste er der særligt mange af om sommeren, hvor det faktisk regner lidt mere end ellers. Vi tør godt love, at I her får noget af det bedste og mest friske mad I nogensinde har smagt, for fiskene bliver vitterligt hevet direkte fra Stillehavet og ind på spisebordet.
Stillehavskysten er ikke for alle, men hvis I er til ovenstående, så får I en helt uforglemmelig oplevelse.
Amazonas - anakondaer, flodsejlads og verdens største regnskov
Amazonas er verdens største regnskov og alene i Colombia er der cirka 100.000 kvadratkilometer regnskov. Leticia er det colombianske knudepunkt for oplevelser i junglen, og eneste vej hertil er med fly. Byen i sig selv er ikke interessant, men den er udgangspunktet for at komme videre ind i regnskoven, hvor en verden af nye oplevelser udfolder sig.
Oplev, hvordan de lokale Ticuna indianere lever i de tætte regnskove, sejl på den mytiske Amazonas flod, spot lyserøde floddelfiner, ara-papegøjer og aber. Regnskoven er grøn og frodig året rundt, og alle lydene afslører, at der er masser af dyr i nærheden, men den tætte vegetation kan desværre gøre dem svære at spotte.
Zona Cafetera - den colombianske kafferegion
Det siger lidt sig selv, at kaffe er det vigtigste i kafferregionen. Der er et utal af fine kaffefarme (vi er specielt vilde med dette ecolodge), og det er et rigtig godt sted at besøg en sådan, hvis I vil opleve, hvordan kaffen reelt bliver til.
Udover kaffefarmene er det naturen, der dominerer i denne region. Cocora Valley er et trækplaster og en storslået oplevelse, og skal det være endnu vildere og væk fra alfarvej, så er Valle de la Carbonera stedet. Begge steder troner 70 meter høje palmer og grønne bjerglandskaber så langt øjet rækker. Tag på ridetur, kør på mountainbike eller snør vandrestøvlerne og gå på jagt efter vandfald.
De små landsbyer i området, eksempelvis Salento, er ikke velbevarede hemmeligheder, men til gengæld flotte kolonitidsbyer fyldt med stemning, farverige gader, masser af butikker, boder, pladser, kirker og spisesteder. Byerne bugner af cafeer, hvor I kan nyde en kop lokal kaffe eller en varm chokolade med smeltet ost (ja, den er god nok. Det er en colombiansk specialitet).
Og så er der alle de andre områder...
Ovenfornævnte destinationer er blot et lille udpluk af de mange muligheder, Colombia rummer.
Vi kunne også have fortalt jer om Baranquilla, som er verdenskendt for deres karneval, der næstefter det brasilianske, er det største i verden. Vi kunne have fortalt jer om Los Llanos, som byder på safari på colombiansk med store, åbne savanner, cowboys og mere end 100 forskellige pattedyr, herunder kapivarer, jaguarer og myreslugere. Vi kunne også have fortalt jer om Tatacoa ørkenen i syd, om den farverige Caño Cristales flod eller om salsaens mecca, Cali.
Det bliver en meget(!) lang miniguide, hvis hele Colombia skal kondenseres i denne artikel, så derfor har vi begrænset os. Det betyder ikke, at vi ikke gerne vil tale med jer om alle de andre fantastiske steder, for dét vil vi hjertens gerne. Vi er helt solgt, og elsker det mægtige og alsidige sydamerikanske rige, der binder Caribien sammen med Sydamerika på smukkest mulig vis.
Transport
Colombia er 26 gange større end Danmark og det betyder, at I ikke kommer uden om, at skulle tilbagelægge nogle relativt store afstande undervejs. Det kan dog sagtens lade sig gøre at strukturere rejsen således, at hele ferien ikke går op i rejsetid, hvilket - foruden at være en skam - ikke går hånd i hånd med We Travels tilgang til det at rejse.
Indenrigsfly
I skal være indstillet på, at det er svært at undgå indenrigsflyvninger i Colombia, fordi det er den mest effektive måde at tilbagelægge de store afstande på. Der er mere end 100 lufthavne rundt om i landet, et velfungerende rutenet og de mange lokale flyselskaber medvirker til at holde prisen nede, så det tilmed også er en billig måde at flytte sig på.
Biltransport
Med det sagt, så har vi faktisk sammensat en enkelt rejse primært baseret på biltransport. Det har vi gjort, fordi det også har sine fordele at rejse over land. Allerførst oplever I mere, når I kører igennem landskabet og de små landsbyer, i stedet for at flyve over det. Det giver mulighed for at gå mere i dybden med et enkelt område, fremfor at opleve lidt hist og her. Derudover er der også en grøn vinkel i fravalget af mange indenrigsflyvninger.
Afhængigt af hvor god tid I har, og hvor mange skift I ønsker undervejs på rejsen, kan indenrigsfly flere steder byttes ud med biltransporter (og omvendt, naturligvis) hvilket kan åbne op for andre oplevelser og destinationer, men alt det skal vi nok hjælpe jer med.